torsdag den 7. november 2013

Comeback med: Rejesuppe med koriander og ingefær

Så blev det da vist også tid til at jeg fik lidt gang i den her blog igen :) Efter jeg kom hjem fra Indien, har jeg simpelthen bare haft mange andre ting at gå op i, og lysten til at føre en blog har ikke lige været der. Jeg har dog hele tiden vidst, at jeg da gerne ville tage det op igen.
Jeg er ikke en af de bloggere der kan garantere et dagligt indlæg. Jeg skriver når jeg har noget, og når jeg har lyst, så jeg håber selvfølgelig, at dem der allerede følger med, vil blive ved med det :)

Jeg ligger ud med en opskrift på en suppe, som jeg lige har lavet idag. Synes selv den var rigtig lækker, nem og billig, så den får i :) (beklager det lidt dårlige billede :p )


Opskrift

Ingredienser
1 skalotteløg (man kan også bruge et rødløg, det gjorde jeg)
2 fed hvidløg
1 tsk knust korianderfrø
2 cm frisk ingefær
1 dåse kokosmælk
1 lime
10 tigerejer (jeg har bare brugt alm. grønlandske rejer, som også fungerede rigtig fint)
evt. frisk koriander til pynt

Hak løg og hvidløg fint. Riv ingefær.

Kom løg, hvidløg, ingefær og knust koriander i en gryde med olivenolie og steg et par minutter. Krydr med salt og peber.
Tilsæt kokosmælk og varm suppen godt op. Lad den simre i ca. 5 min.
Tilsæt rejer og limesaft og lad suppen koge videre ved svag varme, indtil rejerne har taget farve.
Tilsæt evt. lidt chili.


fredag den 21. juni 2013

Bangalore - Hampi


Fredag 21.06.2013

Så er tiden så småt ved at nærme sig min hjemkomst. Jeg glæder mig virkelig meget og jeg synes lige i øjeblikket at tiden går lidt langsomt. Marianne rejste fra huset i morges, for at tage på ferie med sin veninde i Kerala. Hun tager hjem til Danmark med veninden d. 1. Juli. Så nu begynder vi så småt også at tømme ud i huset. Daniel rejser d. 10., Benjamin d. 12. Camilla og jeg bliver altså dem der skal lukke og slukke her i Indien. Vi stopper dog på praktikpladsen d. 12., men skal først rejse d. 19., så vi skal lige have en uges tid til at gå hernede. Egentlig kunne vi godt have ændret vores billet, men det er jo desværre sådan, at den slags også koster penge, så det er altså billigere for os blive her :) 

Nå, men det var vist også blevet på tide, at jeg fik skrevet lidt om vores tur til Bangalore og Hampi, som jo var en virkelig fantastisk tur. Jeg skal helt sikkert besøge Hampi igen, gerne en Hampi – Goa tur :)

Vi kørte meget i tog i den uge, men det var heldigvis om natten alle gange, så vi spildte faktisk ikke vores tid med toget – vi sparede nærmere en masse penge på overnatninger.
Vi tog først toget fra Changanacherry til Bangalore. Der var vi dog på ventelisten, så det gav en smule problemer, fordi toget var total fyldt. Vi fandt heldigvis nogle pladser da vi skulle sove, men Daniel og jeg blev vækket kl. 2 om natten af konduktøren, fordi der var en familie, som havde reserveret dem. Jeg må indrømme at jeg blev en smule stresset der, for alt var optaget. Men familien var så sød at give os den ene af deres pladser (vi manglede én), så vi kunne blive liggende.

Bangalore er jo Indiens 3. største by og jeg tror bestemt at der er meget mere by end det vi så, men jeg må så også sige, at der nok ikke er så meget andet end shopping at komme efter. Det er også hvad jeg har hørt fra andre mennesker, der har været der. Det er jo bare en storby. Vi fik da også shoppet og gået en hel del, og det var virkelig skønt at få lidt vestlig kultur på den front. Vi fik også hurtigt købt biografbilletter til Hangover 3 den næste dag, som vi lige nåede at se, inden vi skulle videre med toget til Hospet (Hampi). 
Det er altså en lidt anden oplevelse, at tage i biografen i Indien. I Danmark kan man jo nærmest ikke hoste uden at folk bliver sure, men i Indien ringer folks telefoner, folk pifter og klapper og det er virkelig en helt anden stemning. Det var ret sjovt at opleve :) De holder også pause i filmen. Det er jeg dog glad for de ikke gør i Danmark – i hvert fald med de film der varer halvanden time.




  
Da vi ankom til Hampi indlogerede vi os på et udmærket guest house, men vi mødte hurtigt nogle drenge fra Tyskland, som fortalte, at de boede på den anden side af floden i et rigtig fedt sted, hvor der boede mange backpackere, så vi tog den lille båd med over floden for 10 rupees, for at se om det var noget for os. 
Den næste dag flyttede vi så derover :) 
Hampi er en rigtig hyggelig by omgivet af det smukkeste natur. Der var en stor kontrast til storbyen Bangalore, vi lige var kommet fra. 


Det nye homestay var ejet en utrolig sej vært, som hed Manju. Han var enormt gæstfri og foretrak de unge hvide turister. Han fortalte endda, at når de ringede fra den anden side af floden for at høre om han havde plads til en indisk familie eller par, sagde han som regel nej, fordi han synes at det ødelægger stemningen. Jeg må også sige, at der var en utrolig fed og afslappet stemning det her sted. Alle backpackerne sad udenfor og snakkede, slappede af og ja røg en del. Det er åbenbart total backpacker stil :) 


Manju tilbød os hurtigt at vi kunne leje nogle knallerter og vi kunne godt se, at det var det eneste rigtige at gøre her, så vi sagde ja og inden længe var vi ude og cruise :) Det var en fed følelse og det var jo første gang, at Camilla og jeg har kørt rigtigt på knallert, så det gav altså lidt adrenalin i blodet – og så gav det ikke mindst en masse farve. Vejret var nemlig virkelig skønt i Hampi, og vi har jo ikke meget sol mere her i Indien, fordi det konstant regner. Det er virkelig surt. Til gengæld er temperaturen blevet meget bedre og man kan for en gang skyld holde ud, at være tildækket.



Alle backpackerne var meget imødekommende. Der var folk fra Tyskland, Frankrig, Vietnam, Israel, USA, Sydafrika og Sudan.
Senere på eftermiddagen tog vi alle sammen samlet ned til en stør sø for at bade. Det var utrolig lækkert og smukt. Vandet var en perfekt temperatur, klart og rent (i hvert fald sammenlignet med hvad man ellers har set :) ).
Efter vi havde været ude og bade, tog vi sammen ned og spiste på The Laughing Buddha, hvor jeg fik en veg. Thali. Det blev jeg altså lidt fan af i Hampi. 
Aftenen endte med at vi tog op i klipperne (nærmere store sten) og lavede bål. Vi fandt så ud af dagen efter, at de lokale havde set en leopard i området, så det var heldigt vi ikke mødte den :)



Dagen efter havde vi arrangeret en guidet tur på cykel rundt og se nogle forskellige templer i Hampi. Guiden kørte så på motorcykel :D Dovne Indere!
Vi så mange flotte templer og ruiner og det var en rigtig fin tur. Nogle gange er det også meget rart at få en guidet tur, så man får set de vigtigste ting og samtidig får lidt ekstra viden om det.



Den næste dag tog vi vores knallerter ud til Hanuman Templet (abe templet), som ligger ca. 500-600 trappetrin oppe. Det var en lidt hård gåtur derop, men der vil til gengæld en utrolig flot udsigt deroppe fra. Vi havde forventet at se en masse aber pga. navnet, men det havde vist ikke så meget med det at gøre. Vi mødte i hvert fald kun en 5 stykker :) Der var til gengæld et tempel på den anden side af floden, hvor der var virkelig mange aber, så vi fik da set lidt alligevel :)
Bagefter tog vi en tur ud til søen igen og fik en dukkert og lidt for meget sol. En af de andre backpackere fra Sydafrika kom og mødte os og inviterede os med hen og spise thali på et hyggeligt lille sted. 
Bagefter tog Camilla og jeg hjem, men besluttede os for at køre en tur mere for lige at brænde det sidste benzin af. Vi skulle nemlig afsted dagen efter.

 

Vi skulle så have toget fra Hospet tilbage til Bangalore, hvor vi havde en hel dag vi skulle få til at gå. Vi skulle nemlig med toget hjem kl. 22. 
Vi fandt heldigvis et kæmpe shopping center som vi fik set fra ende til anden. De havde også en biograf, så vi gik ind og så After Earth. 
Så gik turen ellers hjem igen. 
Det var virkelig en dejlig tur og jeg ved jeg ikke har skrevet så detaljeret og så meget, men egentlig var det også bare en dejlig afslappet tur, som vi virkelig nød i godt selskab. 



Nu er vi tilbage til hverdagen igen og jeg er kommet tilbage på Special School. Det er virkelig hårdt og jeg har været enormt ked af det fordi vores kommunikation med lærerne er rigtig dårlig pga. sprogbarrieren.
Det er virkelig begyndt at stige en til hovedet, at lærerne konstant slår eleverne med deres bambuspinde. De tvinger dem til at gøre ting de ikke vil/kan, og de har total mangel på forståelse for de enkelte individer. 
Jeg er begyndt at blive enormt påvirket at det forhold der er mellem os og lærerne. De skuler ofte til os, når vi laver noget med eleverne. De anerkender aldrig det vi laver, eller spørger interesseret ind til vores metoder og aktiviter. Desuden har jeg følt mig enormt mobbet dernede, fordi lærerne sammen står og griner os, når vi laver hjælper eleverne f.eks. under morgengymnastikken. Vi deltager i den for at være rollemodeller og for at skabe en større motivation hos eleverne. De kan rigtig godt lide når v hjælper dem og deltager, men lærerne kommer altid og blander sig, slår dem med pinden eller tvinger dem ud i øvelserne, som jeg allerede står og prøver at lære dem ved selv at deltage og hjælpe dem hen ad vejen.

Vi er begyndt at have vores egen frokost med, fordi maden på skolen stort set kun er en masse ris og noget sovs med en smule grøntsager i. Når vi sidder og spiser er det tydeligt at lærerne taler om os og vores mad. De griner og skule. De taler aldrig direkte til os og det er enormt ubehageligt for os. Når vi konfronterer dem med at vi godt ved, at de taler om os, så benægter de eller taler udenom. Somme tider lader de som om (tror jeg), at de ikke har forstået hvad vi har sagt.

Ja jeg er altså en smule frustreret for tiden, men i går vi vi ude og spise med Father Johnson, hvor vi fik fortalt en lille smule om det, så måske han tager en snak med dem. Det var desuden en super hyggelig middag og det var dejligt at være sammen med ham på en mere afslappet måde, hvor vi kunne tale om alle mulige andre ting end selve praktikken :) 
Til september kommer der nemlig 4 studerende fra college her i Indien til Frøbel, hvor vi har meldt os som tutorer. Det er Father Johnson der står for at sende dem afsted og han er også selv blevet inviteret til Danmark engang i nærmeste fremtid.

Jeg ser rigtig meget frem til at tage imod de studerende herfra. Jeg tror det bliver en sjov oplevelse og vi kender allerede to af dem lidt :)

Nå det var alt for denne gang. Nu tager vi lige en weekend i Kochi :)

lørdag den 25. maj 2013

Weekendtur i Kanyakumari

Lørdag d. 25. maj 2013

Blog om weekendtur i Kanyakumari

Sidste weekend gik turen til en ny stat. Daniel, Camilla og jeg tog toget til staten Tamil Nadu, for at besøge den sydligste by i Indien, Kanyakumari. I denne her by mødes nemlig det Indiske Ocean, den Bengalske Bugt og det Arabiske Hav. Derudover, er det også i denne by, at man har mulighed for at se solopgang og solnedgang i det samme hav, så det måtte vi jo opleve :)
Vi tog toget kl. 6.40 fredag morgen fra Changanacherry – en 6 timers lang, men flot togtur.


I Kanyakumari oplevede vi en helt ny side af Indien – nok den side man egentlig meget forbinder Indien med. Endelig kom vi til en by med en masse små boder med farverige krydderier, snacks og ragelse :) Der var ret mange indiske turister, for vi var åbenbart kommet midt i en 10 dages hindu festival, hvor også mange pilgrimme kommer dertil.


Vi gik os en lang tur i byen for at kigge lidt omkring og fandt ud til det viewing point, hvor man ser solnedgangen. Der var på det tidspunkt fuldstændig øde, så vi gik tilbage igen. Solen går ned ved 18-19 tiden, så vi tog en rickshaw tilbage om aftenen. Desværre var der lidt skyet, så vi så ikke solen gå helt ned. Desuden gik den ikke ned i vandet, for der er åbenbart også en sæson for solnedgang – nemlig oktober-marts :) Der skulle også være en enkelt dag kaldet Chitra Poornima, hvor man kan se både solnedgang og måneopgang(?) på samme tid.
Vi kommer efterhånden uden for sæson uanset hvad vi tager ud og ser :)


Om aftenen fortalte vores hotel os, at Guden ville komme igennem gaden om lidt. Det måtte vi selvfølgelig se, selvom vi overhovedet ikke forstod hvad det indebar. 
Butiks, restaurant – og hotelejere begyndte at hælde vand ud på gaden og så startede et optog med mænd i bare overkroppe, som slæbte på en (jeg tror meget tung) båre, hvorpå der sad en af hinduguderne fra templet fyldt med blomster. Foran båren gik mænd med store fakler og drenge der spillede på tromme. Båren stoppede op flere steder, hvor ejerene så kom ud med deres offergave, bestående af bananer, kokosnød og blomster, som skulle kastes på guden eller bare vises frem for den. Det var en ret smuk og interessant oplevelse. Da båren stoppede foran vores hotel blev vi hevet ind foran den, hvor en mand tog billeder af os. Jeg tror ikke de er vant til, at der er så mange hvide turister der deltager under denne årlige festival, så det var ret sjovt at være med til :)
Når båren går videre, stiller ejerne deres lille fad med bananer, kokosnød, blomster, lys og røgelse ind foran en gud de har stående i deres butik. 


Vi får sjældent lov at sove lidt længe i vores weekender og denne her var også en af dem. Vi skulle nemlig tidlig på for at se solopgangen, som starter kl. 6. Der var sindssygt mange mennesker nede ved promenaden, som var stået op for at se den og den var også rigtig flot, men hvis jeg skal være helt ærligt, så har jeg da set flottere :) Måske er det også en sæson ting, men det var da stadig sejt, at have set solopgang og solnedgang næsten samme sted. 
Vi købte os en kop kaffe og tog en masse billeder sammen med den store mængde af pilgrimme og turister. Mange stod og bad og det var tydeligt, at det er en hellig og smuk ting for mange, at opleve dette.


Eftersom at tre have mødes i Kanyakumari betragtes det som et meget helligt område, der hvor de mødes. Det bliver faktisk betragtet som værende ligeså helligt, som det at bade i Ganges. Det at bade i de tre have bliver tilsyneladende kaldt for Triveni Sangamam. Hindu pilgrimme fra hele Indien kommer til byen for at få et helligt dyp i havet, så vi var selvfølgelig også nødt til at gøre det samme. I den såkaldte bathing ghat, som hedder Athi Sethu, var der proppet med turister, som var ude for at bade i vandet. Man må i hvert fald sige, at alle var kommet for at gøre de helt samme ting, som vi også havde planlagt :)


Vi havde forhørt os lidt på hotellet om, hvad der var at opleve i nærheden af byen og vi bestemte os for at leje en taxa, som ville køre os rundt til de forskellige seværdigheder. Det var nok den værste køretur i mit liv. Jeg var så bange for at dø, at jeg rent faktisk begyndte at græde. Jeg glæder mig virkelig til at komme hjem til en anden og mere anstændig kørsel i Danmark – Man kommer virkelig til at sætte pris på det man kommer fra, når man er her i Indien. 
Nå, men vi overlevede da hele turen, for sidder her jo nu. 
Vi startede med at køre ud til Sthanumalaya Tempel 13 km fra Kanyakumari. Vi havde faktisk taget bukser med i tilfælde af at vi skulle dække benene, men dem der arbejde der var hurtige til at give os et klæde (sådan et som alle mændene går med – her i syden i hvert fald). Vi måtte desværre ikke have kamera med ind, men måtte heller ikke have det i tasken, så vi afleverede det. Uden at bede om det fik vi en guidet tur rundt i templet, som faktisk var ret interessant at se. Templet er kendt for deres 18ft høje statue af Hanuman, musiksøjler og flot arkitektur. 
Men da turen var færdig efter kort tid, bad guiden om donation. Vi havde inden turen fået at vide at indgange de forskellige steder ville være omkring 30-40 rupees, men da han bad om donation vidste vi ikke hvad der var passende. Vi tænkte vi ville give 100 rupees, men så bad han om 500 efter at have sagt at det var op til os. Det er en rigtig svær situation, når vi ender sådan her, for for os turister har vi ingen anelse om hvad der er passende og hvad der er snyd og for meget. Vi vil ikke støde nogen, så vi endte med at give de 500 rupees. Desværre endte tempel turen ud med, at garderoben også skulle have penge. Han startede med at sige 50 rupees og så så vi en anden der lagde 10. Pludselig begynder manden og råbe og skrige af mig, fordi vi synes det virker mærkeligt. Det var super ærgeligt, at en ellers fin turistattraktion bliver ødelagt, fordi det hele skal handle om penge. Vi føler tit at vi bliver snydt her i Indien, fordi vi er hvide. I vores egen by vil vi ikke finde os i det, men det er svært når vi er ude på tur, at begynde og diskutere med folk. 


Næste stop var Padmanabhapuram Palace. Jeg gider egentlig ikke skrive så meget facts om det sted, for det endte faktisk ud med at vi slet ikke så det. Da vi ankom var der mange mennesker og vi stod i kø lidt tid for at komme ind. Da vi nærmede os billetkontoret så vi så et skilt, hvor der stod af det kostede 25 rupees at komme ind, MEN at det kostede 200 rupees for udlændinge/turister. Vi synes det er enormt frækt, at tage flere penge i indgang for turister, specielt når det er så stor en forskel. Vi er jo dog ikke betegnet som turister her i Indien, fordi vi har et student visum, så vi besluttede os for at se om det ville ændre sagen. Daniel var den eneste der havde pas med og i kontoret bad de om bevis på, at vi ikke var turister, så Daniel måtte ud i bilen og hente det. Da han så havde vist det, var det åbenbart ikke nok for os alle. Han krævede tre pas, så vi gik vores vej. Vores humør begyndte virkelig at dale efter to dårlige oplevelser, som udelukkende bundede i, at vi var hvide. Det er generelt begyndt at være lidt hårdt, at være hvid her faktisk. Vi bliver lagt mærke til hele tiden, vi bliver snydt, vi bliver grint åbenlyst af osv. Jeg synes det er blevet ubehageligt og jeg føler det som en slags racediskrimination. 

Vores næste stop var Thirparappu Waterfalls, som ligger 60 km væk fra Kanyakumari. Det var det jeg glædede mig mest til. Jeg synes det er rigtig smukt at se vandfald og Camilla og jeg havde jo en god oplevelse med Dudhsagar Waterfalls i Goa. Vi havde set et billede i en lille turistbog vi fik i Kanyakumari, som også er den jeg skriver lidt ekstra facts fra :) Det så rigtig flot, stort og lækkert ud på billedet. 
Da vi kom frem til vandfaldet ved jeg virkelig ikke hvad gik igennem vores hoveder. Jeg tror ærligt talt vi var i chok over hvad vi så! Et lille ligegyldigt vandfald, hvor foden af det var opdelt i to (til mænd og kvinder). Her var der FYLDT med indere der stod og vaskede sig – JA vaskede sig med sæbe. De stod i en stor klump oveni hinanden med tøj på eller bare overkroppe og tog bad eller vaskede tøj. Jeg tror aldrig jeg har set noget lignende og jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvis de dog kunne se sig selv, som jeg ser dem nu. Det var bare så klamt! Ved siden af vandfaldet var der lavet et badebassin. Vandet var totalt beskidt og indiske turister væltede rundt i det med tøj på. Ej men altså det var bare det mest kiksede jeg nogensinde har set, og nok den mest kiksede situation jeg har set inderne i. Selvom vi var skuffede, så løftede det lidt vores humør. Denne her tur kunne bare snart ikke blive værre, så vi blev enige om, at vi nok bare måtte se tilbage på det her med et grin.


Vores sidste stop på turen var Mathur thotti palam (Hanging Bridge), som skulle være den højeste og længste i Asien. En højde på 35 meter og en længde på 378 meter. Vi havde bestemt os for ikke at sætte forventningerne alt for højt. Det var med garanti sikker en lille bitte bro, hvis det skulle stemme overens med de andre attraktioner. Vi var jo lidt spændte på det med at det var en hængebro og vi snakkede om hvor vidt vi turde gå ud på den, for hvor meget kan man regne med sikkerheden her i Indien. 
Da vi kom frem var det ganske rigtigt en meget lang og høj bro omringet af rigtig smuk natur, som man kunne se ud over. Men der var ikke meget hængebro over den. Broen var lavet af sten eller beton og den hang ikke ligefrem :) Denne gang kom det dog ikke bag på os og i det mindste turde vi da gå over den. Udsigten var rigtig smuk og fin, så det var nok denne attraktion der var den bedste, efter min mening. 


Om aftenen da vi var kommet hjem igen var Daniel blevet syg, så han blev på værelset mens Camilla og jeg gik rundt og købte lidt småting, drak kaffe og hørte musik. Der var sat en scene op i gaden hvor vores hotel lå, hvor der var festlig live musik i forbindelse med festivalen. Så Camilla og jeg satte os der og morede os over en masse indere der gav den gas med sang og dans til musikken. 
Senere skulle der være endnu et optog med en ny gud. Det er sådan, at guderne kommer ud af templet i de her ti dage, i stedet for at hinduerne skal komme ind til dem i templet. 


Da vi kom op på værelset kunne jeg godt mærke, at jeg havde det lidt underligt og jeg vågnede op om natten med roskildesyge. Det var virkelig surt og var desværre syg hele togturen hjem, hvor jeg bare lå og sov. Daniel og jeg tog en sygedag mandag til at komme helt ovenpå igen, så nu er vi da blevet friske. Det var så også den første sygedag vi har haft indtil videre, så det er egentlig meget godt klaret :)

Så får i lige lidt billeder af de sjove typer vi mødte på vores vej i Kanyakumari og ja vi endte jo i den lokale avis, så den fik lige et eksemplar hver af. Hvem havde troet vi skulle opleve så meget på den weekend :)



Nu er det snart blevet tid til vores sidste ferie her i Indien. Camilla, Daniel og jeg tager en uge til Bangalore og Hampi om en uge. Det bliver spændende og vi skal køre meget i tog, men heldigvis mest om natten, så vi kan bare sove. 
Regntiden er desuden startet så småt, så vores planlagte strandtur i dag er aflyst, men så fik jeg jo tid til at skrive blog i stedet ;) God weekend!

fredag den 24. maj 2013

Rainbow dress in the rainy season

Så blev det tid til endnu et ikke så Indien relateret indlæg, men det skal der jo også være plads til.
Jeg kunne altså ikke stå for denne her fine sommerkjole fra Asos, så den bestilte jeg hjem til Danmark igår ;)

Rainbow dress / Asos

Jeg glæder mig godt nok til, at komme hjem og få brugt lidt af de ting jeg har købt. 
 Kompenserer lige nu lidt for alt den tid, hvor i andre har kunnet gå og shoppe derhjemme, mens jeg har siddet her i Indien og dårligt kunne bære tøj overhovedet :)
Forresten så er regntiden så småt begyndt, hvilket både er lidt surt, men også lidt rart. Det er dejligt med en skylle nu og da, for det renser virkelig luften, men vi vil jo heller ikke miste vores gode kulør inden vi skal hjem til Danmark. Det ville jo være lidt pinligt, at komme hjem og være bleg i forhold til dem der kun har været i DK. Men nu er jeg jo ikke lige frem den bruneste i verden i forvejen, så jeg tvivler på at kunne overgår særlig mange med min kulør :p 
Næste weekend tager vi på en uges ferie til Bangalore og Hampi. Det bliver rigtig spændende :)
Et blogindlæg er på vej omkring vores sidste weekend i Kanyakumari, så det kan i forvente herinde i løbet af weekenden!


søndag den 12. maj 2013

Miss it!! Gotta have it!!

JEG SAVNER MIT TØJ!!!!!
Det er helt vildt som jeg savner alle mine sko, mit tøj og mine smykker, og jeg savner generelt bare det at kunne gøre noget ud af mig selv, men det er der for varmt til her og så er der jo også en kultur om ikke at vise for meget frem. Så jeg længes hjem efter min garderobe. 
Jeg havde faktisk udelukket at læse blogs mens jeg var her, fordi jeg alligevel bare bliver fristet til at købe alt muligt, som jeg først ville kunne bruge om lang tid. Men nu er der jo næsten kun to måneder tilbage, så jeg har ikke kunnet dy mig længere. Jeg læser derfor mine kære modeblogs igen og har bestilt tre ting hjem, som jeg glæder mig til at bruge, når jeg vender hjem. Det bliver skønt!!

Det første jeg bestilte var lidt nyt til håret. Jeg har længe gerne ville have et bølgejern til at lave større bølger i håret, men det jeg ville have fra Corioliss koster 1000 kr. Jeg var så så smart at tjekke amazon.com hvor jeg fandt det til 435 kr. 

Da jeg kiggede mine "Liked Post" igennem på Bloglovin' faldt jeg så over en top jeg også længe har villet have, så den fik jeg også bestilt. Toppen er fra storets.com. og jeg synes den er så fin. Glæder mig til at få den i brug :) 


Det sidste jeg købte var en billig højtaljet sort nederdel på Ebay til 35 kr. Jeg kunne nok godt finde på at købe den i nogle af de andre farver også, men nu må jeg lige se kvaliteten når jeg kommer hjem :) 

Det var helt dejligt at lave et typisk blogindlæg, som dem jeg har været vant til før i tiden :) 

tirsdag den 30. april 2013

Mit indiske kulturchok


 I tordags tog jeg til Kovalam nær Trivandrum for at møde min mor og hendes kæreste, som har været hernede for at besøge mig. De havde taget en pakketur, hvor de kunne komme rundt og se lidt forskellige steder i Kerala. Den tur sluttede så i Kovalam med strandtur. 
Jeg havde virkelig set frem til at få besøg hjemmefra og jeg har nydt de 4 dage i fulde drag. Jeg har jo nu været her i 3 måneder og jeg kan godt mærke hjemveen presser på lidt for tit. Så det at se noget familie var virkelig en lettelse for mig, selvom det selvfølgelig var hårdt at skulle sige farvel én gang til. Nu kan jeg dog sige at halvdelen af tiden er gået, så det er derfor nemmere at se frem til hjemrejsen.

Jeg kunne forstå på min mor, at flere efterspørger at jeg fortæller noget mere om selve praktikken i stedet for min fritid. Det kan jeg selvfølgelig godt forstå. Jeg tror grunden til, at jeg ikke har skrevet så meget om praktikken, er fordi der er utrolig mange tanker i mit hovedet omkring det. Hver dag får vi sat vores tålmodighed på en prøve og vores grænser bliver konstant overskredet. Det har været lidt svært for mig, at overskue at fortælle om alle de indtryk, men jeg vil nu alligevel prøve at give jer et større indblik i hvad der egentlig sker her i Indien og hvad jeg personligt gennemgår på denne rejse, for JA jeg laver faktisk noget :)

Inden vi tog i udlandspraktik havde vi noget undervisning og forberedelse på skolen, hvor vi bl.a. arbejdede lidt med forståelse af kulturchok. En forklaring vi fik på begrebet kulturchok lød sådan:

Kulturchok er en almindelig psykologisk reaktion hos mennesker, som opholder sig i et fremmed kulturmiljø. Konfrontationen med fremmedartede kulturelle værdier, normer, regler, rutiner og vurderinger kan give anledning til en vis usikkerhed og forvirring, og symptomerne på kulturchok omfatter sædvanligvis ængstelse og nedsat tolerance over for repræsentanter for værtskulturen samt i alvorlige tilfælde depression og paranoide forestillinger. Kulturchok kan opleves af mennesker, som i perioder arbejder i udlandet, f.eks. som bistandsarbejdere og antropologer på feltarbejde, og af indvandrere og flygtninge.

Oplevelsen af kulturchok kan deles op i nogle forskellige faser og jeg vil fortælle jer lidt om de faser jeg har været igennem indtil videre, samt den jeg befinder mig i nu.

Fase 1: Bekymringsfasen
Denne faser handler om det, der sker inden man tager af sted, i den man kunne kalde planlægnings- og forberedelsesfasen. De fleste gør sig rigtig mange bekymringer lige fra, når jeg flyveren, har jeg for meget bagage, har jeg pakket det jeg skal bruge, bliver jeg godt modtaget, bliver jeg syg, hvad synes de andre om mig, kan jeg magte opgaven som jeg er sat til, kommer jeg til at savne min familie etc. Rigtig mange bekymringer, hvoraf mange bagefter – når man er af sted – viser sig at være fjollede eller uberettigede.
Jeg har personligt haft mange tanker inden jeg rejste. Jeg er en tryghedsnarkoman på mange måder, men vil heller ikke lade en chance gå forbi. Jeg var derfor sikker på at jeg ville af sted, men det var samtidig et utroligt stort valg at tage, når jeg skulle rejse i så lang tid og så langt væk fra alle og alt det man kender. Desuden var jeg utrolig nervøs for hvad jeg ville komme ned til, for jeg havde egentlig ingen anelse.

Fase 2: Turistfasen
I starten er det hele spændende, og man har masser af energi til at klare alle de opgaver, der skal klares. Man har efterladt alle de gamle problemer derhjemme, alt føles muligt og dejligt. Livet er stimulerende og givende, man oplever følelser som spænding, fascination, entusiasme og overskud.
Jeg startede personlig lidt hårdt ud lige da vi kom, men fik virkelig hurtigt blod på tanden.

Fase 3: Krise
Tredje fase kan indeholde følelser af ikke at slå til, vrede, ensomhed, usikkerhed og frustration. Drømmen om det liv man skulle etablere i det fremmede er begyndt at briste. Man må erkende at livet fortsætter som før. Dette kan medføre et stort savn af hjemlandet der kan sidestilles med følelsen af sorg. I nogle tilfælde kan savnet og sorgen blive projiceret til vrede mod de nye omgivelser. Vreden kan afløses af mere depressive følelser, man føler sig isoleret, forkert og irritabel. Man savner sine venner, fortryder man tog af sted mm.
Dette er den fase som jeg befinder mig i netop nu. Det er virkelig hårdt for mig og jeg ser konstant frem til at skulle hjem. Jeg savner Danmark og alt hvad der hører med, mere end noget andet. Den sidste måned er gået hurtigt, hvilket jeg for tiden siger ’heldigvis’ til. Mange ting er begyndt at gå mig på nerverne. Det gælder f.eks. bare en masse af de kulturforskelle der er på Indien og Danmark. Der skal ingenting til, før jeg bliver irriteret og brokker mig og jeg kan mærke, at jeg til tider er en tikkende bombe. Det er utroligt svært, at acceptere at man har det sådan og egentlig er det vel ikke noget man skal acceptere, men nærmere noget man burde gøre om på. Det er bare lettere sagt end gjort. 

Vi er jo startet på et andet praktiksted hvor vi har været siden starten af april. Der skal vi være indtil juni, hvor skolernes sommerferie er slut. Dette praktiksted er et street boys home, altså et børnehjem for gadedrenge, men også for drenge fra skilsmissefamilie, hvor moren ikke har kunne tage sig af børnene selv. Det er et utroligt dejligt sted at være og jeg nyder det virkelig – selvom støjniveauet kan give mig en del hovedpine indimellem :)  Aldersgruppen på børnehjemmet går fra 3 år til 16 lige i øjeblikket, og der er ca. 30 børn. Lige for tiden er der dog ikke ligeså mange, da dem med familie har været hjemme. 
På steder arbejder der til daglig 2-3 nonner, som til forskel fra vores andet praktiksted, er enormt søde, interesserede og positive omkring det vi laver med børnene. Det er virkelig rart for engang skyld, at mærke at der er nogen som rent faktisk er interesserede i vores tilstedeværelse.

At være på børnehjemmet minder egentlig lidt om at være i en institution derhjemme, for vi har fået lov til at stå for dagens program. Det der dog adskiller sig er, at de selvfølgelig på ingen måde har de faciliteter vi har derhjemme, så det kan godt være lidt svært for os, at finde på noget nyt hele tiden. Vi prøver dog at lave nogle lidt større projekter ca. en gang om ugen. Vi har indtil videre lavet snobrød og biograf med børnene. Det var så hyggeligt at se dem lave noget de aldrig havde prøvet og man må sige at de er en del mere lærenemme og positive end danske børn er. Det kunne de godt lære lidt af derhjemme. Der bliver virkelig sat pris på ethvert forslag vi kommer med og hvis vi ville spille Ludo en hel dag, så ville de næppe brokke sig.
Børnehjemmet har nogle velgørere, som hjælper med at betale ture, mad osv. De havde besluttet at give børnene et tur til Munnar (med smuk natur, bjerger og teplantager). Denne tur var vi selvfølgelig med på og vi tog søndag aften hen på børnehjemmet for at sove, for vi skulle op kl. 3 om natten, hvor vi blev hentet af en turistbus. Mange af børnene blev køresyge og det endte med at nærmest halvdelen af bussen kastede op adskillige gange. Så allerede her startede det mindre godt. 
Med på turen var der to nonner, to damer fra køkkenet, en dame vi ikke ved hvem er og tre mænd, som de kalder for deres hjælpere. Ikke en eneste gang oplevede vi nogle af disse voksne mennesker rejse sig for at tage sig af børnene, give dem vand eller papir, spørge til dem eller andet. Det var udelukkende Camilla, Daniel og jeg som måtte stå for at hjælpe alle de køresyge børn. Køreturen dertil varede indtil omkring middag. Der var nogle enkelte mindre stop på vejen. Da vi var i Munnar kiggede vi lidt på nogle bjerge, en ekko dal og en dæmning. Så skulle vi spise frokost og så skulle vi da ellers bare køre hele den lange tur hjem igen. Det var fuldstændig vanvittigt. En af de små drenge kastede op ud over sig selv lige da vi var ankommet til Munnar og han havde det virkelig skidt. Ingen af de voksne gjorde noget. De efterlod ham helt alene i bussen, hvor han ellers kunne sidde og tørre sit opkast af med det toiletpapir vi til alt held havde medbragt. Imens kunne de voksne ellers gå ned og kigger på boder og ride på heste. Ingen holdte øje med børnene, udover os og efter at Daniel fandt den lille dreng sidde helt alene ”på toilet” mellem biler og havde ramt sig selv, blev det bare alt for meget. Daniel spurgte nogle andre om han kunne få noget vand til at vaske ham, men det var der ingen der ville give, så han måtte tage ham ned til søen og vaske ham der. Vi valgte at sætte ham forrest i bussen (han var før bare blevet smidt alene ned på bagsædet efter, at han nærmest ikke kunne stå på sine egne ben) på nonnernes plads og insistere på, at han skulle side oppe foran. Daniel prøvede at forklare de andre voksne at det total uacceptabelt det der var foregået, men vi oplever desværre en kæmpe sprogbarriere på vores arbejdspladser her i Indien og det er derfor enormt svært og frustrerende for os alle sammen, fordi vi aldrig rigtig for sagt det vi gerne vil sige. Denne her tur var for os ikke særlig positiv og det var heller vores indtryk, at den var noget særligt for børnene. Den køretur var simpelthen ikke det værd. Tilfældet med den lille dreng, så vi som enorm omsorgssvigt, men vi må nok desværre stå med en afmagt, som mange gange før. 
Ja det var altså lige noget jeg skulle ud med. Vi oplever generelt mange ting som påvirker os, men dette var et af de tilfælde, der har sat enormt mange tanker i gang. Det er svært for os at sige om det bare er sådan det skal være, for de er også gode til at lære børnene at stå på egne ben, men vi føler at de glemmer, at det stadig kun er børn.


Nå men jeg er trods denne situation virkelig glad for at være der og jeg nyder virkelig at være det sted. Det gør det også nemmere for mig, at der stadig er en del tid tilbage her i Indien, når jeg kan være sammen med de skønne børn og gøre dem glade. 
Det blev lige alt for denne gang og jeg skal nok blive bedre til, at give mere info om praktikken :) 

onsdag den 24. april 2013

Thai Coconut Chicken

Så får i lige endnu en opskrift. Her i Indien køber jeg nemlig mad blade. Den slags er alt for dyrt derhjemme, så her er jeg altså blevet fast læser af den indiske version af bladet Good Food (dog skrevet på engelsk), som bliver produceret af BBC. Det er et super godt blad og jeg glæder mig helt vildt til at bruge det endnu mere hjemme i Danmark, hvor jeg har bedre adgang til flere af tingene. Her hvor jeg bor er det nemlig ikke alle slags varer man kan få - desværre!


Opskrift 2 pers.

Ingredienser
2 spsk Thai curry paste (gul, rød eller grøn. Smag evt. til med mere til sidst)
4 dl kokosmælk
kogte eller stegte kyllingestykker
100 g grønne bønner
100 g cherrytomater
(Evt. julienne skåret gulerødder og løg)

Brænd thai curry paste og 1 dl kokosmælk af i en dyb pande indtil det dufter. Tilsæt resten af kokosmælken og lad det simre lidt. 
Tilføj kyllingestykker og bønner (gulerøder og løg) og lad det simre i 5 min. Tilføj cherrytomater og lad det simre i endnu 3 min. 
Smag til med salt og peber - evt. mere curry paste.
Server med basmati ris.