I tordags tog jeg til Kovalam nær Trivandrum for at møde min
mor og hendes kæreste, som har været hernede for at besøge mig. De havde taget
en pakketur, hvor de kunne komme rundt og se lidt forskellige steder i Kerala.
Den tur sluttede så i Kovalam med strandtur.
Jeg havde virkelig set frem til at få besøg hjemmefra og jeg har nydt de 4 dage
i fulde drag. Jeg har jo nu været her i 3 måneder og jeg kan godt mærke
hjemveen presser på lidt for tit. Så det at se noget familie var virkelig en
lettelse for mig, selvom det selvfølgelig var hårdt at skulle sige farvel én
gang til. Nu kan jeg dog sige at halvdelen af tiden er gået, så det er derfor
nemmere at se frem til hjemrejsen.
Jeg kunne forstå på min mor, at flere efterspørger at jeg
fortæller noget mere om selve praktikken i stedet for min fritid. Det kan jeg
selvfølgelig godt forstå. Jeg tror grunden til, at jeg ikke har skrevet så
meget om praktikken, er fordi der er utrolig mange tanker i mit hovedet omkring
det. Hver dag får vi sat vores tålmodighed på en prøve og vores grænser bliver
konstant overskredet. Det har været lidt svært for mig, at overskue at fortælle
om alle de indtryk, men jeg vil nu alligevel prøve at give jer et større
indblik i hvad der egentlig sker her i Indien og hvad jeg personligt gennemgår
på denne rejse, for JA jeg laver faktisk noget :)
Inden vi tog i udlandspraktik havde vi noget undervisning og
forberedelse på skolen, hvor vi bl.a. arbejdede lidt med forståelse af
kulturchok. En forklaring vi fik på begrebet kulturchok lød sådan:
Kulturchok er en
almindelig psykologisk reaktion hos mennesker, som opholder sig i et fremmed
kulturmiljø. Konfrontationen med fremmedartede kulturelle værdier, normer,
regler, rutiner og vurderinger kan give anledning til en vis usikkerhed og
forvirring, og symptomerne på kulturchok omfatter sædvanligvis ængstelse og
nedsat tolerance over for repræsentanter for værtskulturen samt i alvorlige
tilfælde depression og paranoide forestillinger. Kulturchok kan opleves af
mennesker, som i perioder arbejder i udlandet, f.eks. som bistandsarbejdere og
antropologer på feltarbejde, og af indvandrere og flygtninge.
Oplevelsen af kulturchok kan deles op i nogle forskellige
faser og jeg vil fortælle jer lidt om de faser jeg har været igennem indtil
videre, samt den jeg befinder mig i nu.
Fase 1:
Bekymringsfasen
Denne faser handler om
det, der sker inden man tager af sted, i den man kunne kalde planlægnings- og
forberedelsesfasen. De fleste gør sig rigtig mange bekymringer lige fra, når
jeg flyveren, har jeg for meget bagage, har jeg pakket det jeg skal bruge,
bliver jeg godt modtaget, bliver jeg syg, hvad synes de andre om mig, kan jeg
magte opgaven som jeg er sat til, kommer jeg til at savne min familie etc.
Rigtig mange bekymringer, hvoraf mange bagefter – når man er af sted – viser
sig at være fjollede eller uberettigede.
Jeg har personligt haft mange tanker inden jeg rejste. Jeg
er en tryghedsnarkoman på mange måder, men vil heller ikke lade en chance gå
forbi. Jeg var derfor sikker på at jeg ville af sted, men det var samtidig et
utroligt stort valg at tage, når jeg skulle rejse i så lang tid og så langt væk
fra alle og alt det man kender. Desuden var jeg utrolig nervøs for hvad jeg
ville komme ned til, for jeg havde egentlig ingen anelse.
Fase 2: Turistfasen
I starten er det hele
spændende, og man har masser af energi til at klare alle de opgaver, der skal
klares. Man har efterladt alle de gamle problemer derhjemme, alt føles muligt
og dejligt. Livet er stimulerende og givende, man oplever følelser som
spænding, fascination, entusiasme og overskud.
Jeg startede personlig lidt hårdt ud lige da vi kom, men fik
virkelig hurtigt blod på tanden.
Fase 3: Krise
Tredje fase kan
indeholde følelser af ikke at slå til, vrede, ensomhed, usikkerhed og
frustration. Drømmen om det liv man skulle etablere i det fremmede er begyndt
at briste. Man må erkende at livet fortsætter som før. Dette kan medføre et
stort savn af hjemlandet der kan sidestilles med følelsen af sorg. I nogle
tilfælde kan savnet og sorgen blive projiceret til vrede mod de nye omgivelser.
Vreden kan afløses af mere depressive følelser, man føler sig isoleret, forkert
og irritabel. Man savner sine venner, fortryder man tog af sted mm.
Dette er den fase som jeg befinder mig i netop nu. Det er
virkelig hårdt for mig og jeg ser konstant frem til at skulle hjem. Jeg savner
Danmark og alt hvad der hører med, mere end noget andet. Den sidste måned er
gået hurtigt, hvilket jeg for tiden siger ’heldigvis’ til. Mange ting er begyndt
at gå mig på nerverne. Det gælder f.eks. bare en masse af de kulturforskelle
der er på Indien og Danmark. Der skal ingenting til, før jeg bliver irriteret
og brokker mig og jeg kan mærke, at jeg til tider er en tikkende bombe. Det er
utroligt svært, at acceptere at man har det sådan og egentlig er det vel ikke
noget man skal acceptere, men nærmere noget man burde gøre om på. Det er bare
lettere sagt end gjort.
Vi er jo startet på et andet praktiksted hvor vi har været siden starten af
april. Der skal vi være indtil juni, hvor skolernes sommerferie er slut. Dette
praktiksted er et street boys home, altså et børnehjem for gadedrenge, men også
for drenge fra skilsmissefamilie, hvor moren ikke har kunne tage sig af børnene
selv. Det er et utroligt dejligt sted at være og jeg nyder det virkelig –
selvom støjniveauet kan give mig en del hovedpine indimellem :) Aldersgruppen på børnehjemmet går fra 3 år
til 16 lige i øjeblikket, og der er ca. 30 børn. Lige for tiden er der dog ikke
ligeså mange, da dem med familie har været hjemme.
På steder arbejder der til daglig 2-3 nonner, som til forskel fra vores andet
praktiksted, er enormt søde, interesserede og positive omkring det vi laver med
børnene. Det er virkelig rart for engang skyld, at mærke at der er nogen som
rent faktisk er interesserede i vores tilstedeværelse.
At være på børnehjemmet minder egentlig lidt om at være i en
institution derhjemme, for vi har fået lov til at stå for dagens program. Det
der dog adskiller sig er, at de selvfølgelig på ingen måde har de faciliteter
vi har derhjemme, så det kan godt være lidt svært for os, at finde på noget nyt
hele tiden. Vi prøver dog at lave nogle lidt større projekter ca. en gang om
ugen. Vi har indtil videre lavet snobrød og biograf med børnene. Det var så hyggeligt
at se dem lave noget de aldrig havde prøvet og man må sige at de er en del mere
lærenemme og positive end danske børn er. Det kunne de godt lære lidt af
derhjemme. Der bliver virkelig sat pris på ethvert forslag vi kommer med og
hvis vi ville spille Ludo en hel dag, så ville de næppe brokke sig.
Børnehjemmet har nogle velgørere, som hjælper med at betale
ture, mad osv. De havde besluttet at give børnene et tur til Munnar (med smuk
natur, bjerger og teplantager). Denne tur var vi selvfølgelig med på og vi tog
søndag aften hen på børnehjemmet for at sove, for vi skulle op kl. 3 om natten,
hvor vi blev hentet af en turistbus. Mange af børnene blev køresyge og det
endte med at nærmest halvdelen af bussen kastede op adskillige gange. Så
allerede her startede det mindre godt.
Med på turen var der to nonner, to damer fra køkkenet, en dame vi ikke ved hvem
er og tre mænd, som de kalder for deres hjælpere. Ikke en eneste gang oplevede
vi nogle af disse voksne mennesker rejse sig for at tage sig af børnene, give
dem vand eller papir, spørge til dem eller andet. Det var udelukkende Camilla,
Daniel og jeg som måtte stå for at hjælpe alle de køresyge børn. Køreturen
dertil varede indtil omkring middag. Der var nogle enkelte mindre stop på
vejen. Da vi var i Munnar kiggede vi lidt på nogle bjerge, en ekko dal og en
dæmning. Så skulle vi spise frokost og så skulle vi da ellers bare køre hele
den lange tur hjem igen. Det var fuldstændig vanvittigt. En af de små drenge
kastede op ud over sig selv lige da vi var ankommet til Munnar og han havde det
virkelig skidt. Ingen af de voksne gjorde noget. De efterlod ham helt alene i
bussen, hvor han ellers kunne sidde og tørre sit opkast af med det toiletpapir
vi til alt held havde medbragt. Imens kunne de voksne ellers gå ned og kigger
på boder og ride på heste. Ingen holdte øje med børnene, udover os og efter at
Daniel fandt den lille dreng sidde helt alene ”på toilet” mellem biler og havde
ramt sig selv, blev det bare alt for meget. Daniel spurgte nogle andre om han
kunne få noget vand til at vaske ham, men det var der ingen der ville give, så
han måtte tage ham ned til søen og vaske ham der. Vi valgte at sætte ham
forrest i bussen (han var før bare blevet smidt alene ned på bagsædet efter, at
han nærmest ikke kunne stå på sine egne ben) på nonnernes plads og insistere
på, at han skulle side oppe foran. Daniel prøvede at forklare de andre voksne
at det total uacceptabelt det der var foregået, men vi oplever desværre en
kæmpe sprogbarriere på vores arbejdspladser her i Indien og det er derfor
enormt svært og frustrerende for os alle sammen, fordi vi aldrig rigtig for
sagt det vi gerne vil sige. Denne her tur var for os ikke særlig positiv og det
var heller vores indtryk, at den var noget særligt for børnene. Den køretur var
simpelthen ikke det værd. Tilfældet med den lille dreng, så vi som enorm
omsorgssvigt, men vi må nok desværre stå med en afmagt, som mange gange før.
Ja det var altså lige noget jeg skulle ud med. Vi oplever generelt mange ting
som påvirker os, men dette var et af de tilfælde, der har sat enormt mange
tanker i gang. Det er svært for os at sige om det bare er sådan det skal være,
for de er også gode til at lære børnene at stå på egne ben, men vi føler at de
glemmer, at det stadig kun er børn.
Nå men jeg er trods denne situation virkelig glad for at
være der og jeg nyder virkelig at være det sted. Det gør det også nemmere for
mig, at der stadig er en del tid tilbage her i Indien, når jeg kan være sammen
med de skønne børn og gøre dem glade.
Det blev lige alt for denne gang og jeg skal nok blive bedre til, at give mere
info om praktikken :)