mandag den 25. februar 2013

25.02.13


Mandag 25.02.2013

Okay, så blev det vist også på tide med en ordentlig update!
Her går det godt! Vi får oplevet en hel masse og det kan derfor være svært, at overskue at skrive blog, når der netop er så meget. Men jeg vil prøve at fortælle lidt om vores oplevelser siden sidst.

I sidste weekend tog vi alle sammen med toget til Kochi. Det var fedt at komme ind til en rigtig storby.
Vi havde besluttet at tage ud til et område/by der hedder Fort Kochi og det var et virkelig dejligt sted. Der var mange turister, men når vi normalt er de eneste hvide og får usandsynligt meget opmærksomhed til hverdag, så er det altså rart at kunne falde ind i mængden.

Fort Kochi ligger ude ved kysten og er en havneby. Her var markedsboder langs hele kysten, hvor de stort set solgte det samme alle steder, men jeg fik da købt et fint billede, som var tre farverige håndmalede elefanter, der var malet på et gammelt indisk dokument. Det betyder ”happiness”. Hver af de forskellige billeder man kunne købe betød noget forskelligt bl.a. ”namaste”, ”good luck” og ”family”.

I Fort Kochi ligger der en rigtig hyggelig lille gade, der hedder Princess Street. Den mindede mig egentlig meget om en dansk gågade i en lille sommerferie by. Her var der lidt finere små butikker, spisesteder og hoteller. Der var bl.a. en isbutik hvor vi kunne få italiensk is, så der kunne jeg ikke lige styre mig, selvom jeg allerede havde spist en is nede ved havnen :D




Vi besluttede os for at finde et sted at bo og vi fandt et rigtig fint, billigt og hyggeligt hotel med nogle utroligt flinke ejere. Stedet hedder Globe Trotters Inn og der vil vi helt sikkert bo igen, hvis vi vender tilbage. Vi betalte 35 kr pr. mand for en nat. Vi spurgte om man kunne få morgenmad og det ville de meget gerne sørge for. Det kostede os 10 kr. hver og næste morgen stod vi op til kaffe, omelet, bananer og toastbrød J Det var skønt! 

Nå, men da vi havde indlogeret os tog vi ud for at spise aftensmad og vi fandt et rigtig fedt og chamerende sted, der hed Mango Tree, hvor menukortet dækkede alt hvad man kunne begære – stort set. For mit vedkommende havde jeg jo glædet mig helt utroligt meget til at få retter som butter chicken og lamb curry her i Indien, men til min store skuffelse er det åbenbart nordindisk mad :( MEN i turistområderne ved de godt hvad man ønsker, så jeg fik min butter chicken og det var virkelig lækkert!!!


Næste dag tog vi ind til byen igen for at shoppe og jeg fik købt mine første Ray Ban aviator solbriller, samt to Levis bluser :D BILLIGT også! Så var det ellers hjemad med toget igen. 
Vi kørte på first class med air condition på vej til Kochi og det var alt for koldt. På vejen tilbage kørte vi first class non ac. Det er helt sikkert det bedste, ikke mindst fordi vinduerne er åbne, så det bliver en langt bedre oplevelse og så er det bare lidt mere den opfattelse man har af indiske toge som man får bekræftet der i en sleeper kupe.



 I løbet af ugen efter fik vi ikke arbejdet meget, for der har nemlig været strejke i hele Indien både tirsdag og onsdag. Vi troede kun at det gjaldte institutionerne, men nej det var ALT! Så de to dage blev vi hjemme og gjorde rent, læste bøger og bare slappede af. Det var egentlig meget dejligt, for selvom vi tager på weekendture, så er vi altså på farten hele tiden. Jeg tror det var ret tiltrængt med et par dage hjemme. 
Jeg er jo egentlig en person der har brug for at der hele tiden sker noget, og det skal meget gerne være noget nyt. Ikke noget med nogen rutiner, for så bliver jeg vanvittig. Bare det at få det samme til morgenmad hver dag, kan være for meget - måske mest når det har været havregrød :D Camilla har det lidt på samme måde så vi er meget opsat på at skulle ud og udnytte vores tid her så meget som overhovedet muligt. Pludselig er det halve år jo gået og man skulle nødigt fortryde, at man sad en dag for meget hjemme og lavede ingenting. Men det var vi jo så tvunget til :)

I denne weekend var vi derfor nødt til at komme ud og vi valgte alle sammen at tage til Alleppey og bruge noget mere tid der. Det ligger nemlig kun en times tid væk fra os. Desuden kan man sejle med house boats derfra og det havde vi besluttet at gøre. I Alleppey ligger der også et ayuveda center, der hedder Sree Krishna, hvor vi om søndagen havde planlagt at tage ud og få noget massage.

Da vi kom til busstationen kom en ung fyr over og fortalte om hans home stay som vi tog med hen og se. Det er svært at vurdere om man skal lytte til dem der opsøger en eller ej. Man har jo altid hørt så mange forskellige ting om hvor vidt dem der opsøger en er til at stole på eller ej. Men vi bestemte os for at bo der og han hjalp os med at arrangere house boat og reservere tid til ayuverda massage dagen efter. De var nogle unge fyre der lejede huset sammen og der var fyldt op, da vi havde indlogeret os. Stedet hed Daffodills og der var en god og rolig stemning, hvor de om aftenen sad og spillede Bob, hørte musik, drak og røg. Det lyder måske useriøst, men det var rart endelig at være lidt sammen med nogle unge mennesker, for det har vi ikke rigtig været endnu. 
Vi betalte her 15 kr. pr. mand for en nat.

Da vi havde indlogeret os på home stayet tog vi ud for at spise frokost. Vi blev anbefalet et sted der hedder Kream Korner, hvor de lavede rigtig lækker mad. Så der spiste vi også frokost dagen efter :)
Efter vi havde spist, blev vi kørt ned til en house boat og så kom vi ud og sejle i backwaters i to timer for 20 kr pr. mand. Det var skøn tur med smuk natur, kokosnødder, afslapning og en masse billedtagning :)







Om aftenen tog vi ned til Alleppey Beach for at spise. Vi spiste på en anbefalet restaurant der hedder Habour Restaurant, men det var ikke ventetiden værd desværre. På vej hjem så vi en anden restaurant, der hed Bungalow Beach, som var en to etagers åben restaurant, der egenligt lignede en house boat lidt. Der var kulørte lamper og musik, så der besluttede vi at spise aftensmad næste aften. Det var til gengæld et hyggeligt sted med venlig betjening og dejlig mad. 

Søndag formiddag tog vi ud til ayuverda centeret og fik en times full body massage hver. Det var virkelig dejligt! Det var dog en anelse grænseoverskridende, for man skulle være helt nøgen og bandt damen lige en papirs”ble” på en. Så kunne man ellers ligge der splitter ravende og udstillet :D Men det var da det værd. Jeg blev endda badet bagefter, så det var jo som at være barn igen. :D 
Da vi var færdige gik jeg amok i deres Himalaya produkter og købte to forskellige face wash, en face mask og en hårkur. Det blev i alt 16 kr.!!!  Massagen kostede 90 kr. 
Det har været nogle skønne weekender og jeg glæder mig godt nok til mange flere endnu. Her er så meget at se og opleve, så vi kommer ikke til at kede os!

I dag har vi været på college og jeg har med hjælp fra Camilla og Marianne undervist eleverne i UMD (udtryk, musik og drama). Det var virkelig sjovt og ikke mindst en udfordring for mig, at skulle formidle det hele på engelsk og samtidig gøre det forståeligt. Det har gjort mig en erfaring rigere og jeg glæder mig til at lære dem noget mere næste mandag. 
I morgen skal vi på picnic med praktikstedet. Jeg aner ikke om det bliver med eller uden eleverne, men jeg glæder mig da. Vi skal møde 5.30 og er først hjemme kl 21. Det bliver en lang dag, så nu vil jeg smutte i seng :)





tirsdag den 12. februar 2013

11.02.13


Mandag 11/02-2013

I lørdags var vi blevet inviteret med til et bryllup, så vi stod tidligt op og klædte os pænt på. Marianne, Camilla og jeg har efterhånden fået købt en del tøj hernede, så i lørdags tog vi et af vores sæt på, som består af bukser og en kjole der går til knæene med slids i hver side, samt et tørklæde. Jeg synes selv at vi blev ret flotte. Desværre endte vi med at sidde og vente i næsten to timer, før vi blev hentet. Ens tålmodighed bliver virkelig sat på prøve i det her land, for den sidste uges tid har det været som om, at ventetiden bliver værre og værre. Det er vi ved at være en smule trætte af.
Vi blev endelig hentet af Binou og Zaib (som vist er et ord for blegfis – det var han vist da han var yngre), som var de to der også hentede os i lufthavnen.
Turen op til brylluppet var en tur på halvanden time og Binou kører virkelig vildt. Hvis det havde været i Danmark, havde han aldrig fået et kørekort. Det kan ikke engang sammenlignes med taxachauffører i Danmark.
Brylluppet lå oppe i noget skov, så vi kørte af små slingrede veje, hvor der blev gasset op og bremset hele tiden. Der var en masse bump og jeg kunne mærke at jeg så småt blev mere og mere køresyg, så da vi endelig kom frem havde jeg mistet alt min appetit (til et katolsk bryllup er der kun ceremonien og mad, så der sker ikke så meget andet). Det endte med at jeg måtte gå rundt om kirken for at finde et toilet og imens jeg rendte rundt der begyndte fotograferne at tage billeder af mig, som om jeg var en filmstjerne. Jeg fandt et toilet, men desværre er mange toiletter i Indien et ståtoilet, så jeg måtte sætte mig på knæene og kaste op i hullet. Det var sgu ret klamt, men jeg fik det bedre bagefter heldigvis. Desværre fik jeg det ikke godt nok til at kunne spise, så jeg måtte sidde og forklare flere gange at jeg ikke kunne spise. Jeg fik virkelig dårlig samvittighed, for maden er meget vigtig i Indien og det er noget man taler meget om – ”this is good food” og ”this place has good food”, ”good food, good food”, med den indiske accent selvfølgelig :)
Binou sagde at jeg skulle sætte mig hen i skyggen foran kirken og der ventede jeg så til vi skulle køre. Flere kom og satte sig ved mig og lavede deres sædvanlige ”spisetegn” med fingrespidserne samlet op til munden og deres ”drikketegn”, som er tommelfingeren op til munden. Her måtte jeg gøre brug af tegn, for at forklare at jeg havde været ude og køre vildt og havde kastet op. Ens engelske bliver ikke udfordret så meget, som forventet her i landet :)
På vej hjem sad jeg på forsædet og det var en meget bedre tur, så jeg slap for at blive dårlig igen.

I går tog Marianne, Camilla og jeg til Alleppey, for at komme på stranden. Det var super lækkert og med virkelig gode bølger, så Camilla og jeg var stort set i vandet hele tiden.
Selvom vi smører os med solcreme, så er det altså umuligt ikke at blive rød, så vi tre piger er nu som tre hummere og jeg håber at det her ligesom har lagt bunden, så jeg slipper for mere af det. Mærkeligt nok har jeg sovet utroligt godt i nat på trods af en rød krop, så det er jo altid noget. 
Vi sidder nu på Saint John the Baptist College, som vi er tilknyttet. Her skal vi være hver mandag, hvor vi kan skrive dagbog, månedsbreve, læringsmål osv. Og så har vi aftalt at stå for nogle aktiviteter for eleverne. Jeg er nu blevet præsenteret som professionel drama og musiklærer, Daniel som professionel fodboldtræner og Benjamin som professionel styrketræner, så det skal nok blive sjovt at se hvilke forventninger der er til det.

Udover det er det meningen at vi skal ”mingle” med elverne og udveksle erfaringer i forhold til vores arbejde. Det bliver spændende og er sikker på man godt kunne få nogle gode bekendtskaber her på skolen. 

onsdag den 6. februar 2013

06.02.2013

Onsdag 06/02-2013

I lørdags havde Father Johnson inviteret os med til et bryllup og en forlovelse. Det var ret spændende, allerede at kunne få lov at opleve en lille del af noget, som betyder så meget i Indernes liv. Vi var dog ikke med til det hele, men var kun forbi og hilse på og ønske tillykke.



Det første vi kom til var brylluppet. Det var et arrangeret ægteskab og det kunne man godt se på bruden og brudgommen. Der manglede ligesom den der glæde og gode spænding i deres ansigter. Men smukt var det og bruden var i hvid kjole med slør, ligesom i DK.
I kirken blev vi også budt velkommen inden ceremonien startede. Det er en del anderledes at være i kirke her i Indien – især når det gælder musikken. Her kører de ”suppe, steg og is” musik, hvor der bliver trykket på en knap på keyboardet, så en melodi starter, hvor de så synger til. Det lyder ikke ligefrem kønt, men det er da langt bedre og mere underholdende end i den danske folkekirke :)


Da vi havde set lidt af ceremonien blev vi inviteret ind til et måltid mad, som jo her i Indien består af flere forskellige retter. Vi fik desuden også serveret en kokosnød med et sugerør i. Det er ikke lige noget for mig. Synes godt nok, at det smager temmelig ulækkert!
Vi blev også her introduceret til noget de kalder coconut beer, hvilket nok er noget af det klammeste jeg nogensinde har drukket og ikke mindst lugtet. FØJ! En klam og kvalmende prutlugt og en smag der giver mig kvalme. Det skal jeg ikke nyde noget af igen. Selvfølgelig havde det lavet to liter, som vi kunne få med hjem og resten af dagen var vi nødt til at lukke gas ud af flaskerne inde i bilen, for at de ikke eksploderede. Det var en forfærdelig stank!


Vi tog videre til den næste fest, som var en forlovelsesfest. Her var der en helt anden stemning og det var helt bestemt to mennesker, som ville havde hinanden. Også her fik vi serveret mad, og det skal siges at det nok ikke var mere end en time siden vi sidst havde spist. Hver gang vi får serveret mad her i Indien, bliver vores tallerkener konstant fyldt med nye retter og det er nærmest umuligt at nå og sige nej tak – det lærte vi forresten først i søndags under endnu et måltid. Men maden er fantastisk, så det gør ikke så meget. Det kommer da også lidt bag på os, hvor meget vi rent faktisk kan få ned uden at blive dårlige. Normalt har man ellers ikke den store appetit her i varmen.
De forlovedes familie var virkelig søde og imødekommende. Alle er meget glade for at se os og vi blev filmet og fik taget billede, både med brudeparret og med de forlovede.

Søndag var vi inviteret til Father Johnsons gudstjeneste i en lille by. Det var en lang gudstjeneste, især fordi vi ikke forstår hvad de siger, så det var nogle gange svært at holde sig vågen. Endnu engang var der skruet op for keyboardet og skingre stemmer der sang til.
Efter en sådan gudstjeneste, hvor der er faste tilhængere, tager man bagefter hjem til hinanden for at diskutere dagens prædiken osv.
Vi kom med hjem til en virkelig sød familie, som servere en masse mad for os, hvor vi her lærte nogle gode og vigtige ord, som ”nej tak” og ”jeg har nok” :D Det er altså nødvendigt her i Indien.
Bedstemoderen ville gerne have os til at bo hos hende og hendes mand. De var meget glade for at have os der. Vi blev vist rundt i deres have, hvor der både er banantræer, papayatræ, tapioka (som er en rodfrugt, der minder meget om kartoffel), chilier osv.
Da vi havde spist kom der omkring 20 mennesker hjem i det lille hus, hvor de havde lagt et tæppe på gulvet, så man kunne sidde der. Der blev endnu engang bedt en masse og sunget. Herefter diskuterede de og skulle derefter bede for huset, hvor Father Johnson overdyngede alle vægge med vievand. Vi tilbød at sige Fader Vor, så de også kunne høre hvordan man beder på dansk. Det var vist et meget godt træk :)
De var så glade for os, at vi måtte love at komme igen, så mon ikke vi tager endnu en hellig søndag en anden gang.

Vi har i nogle dage været ude og kigge på forskellige insitutioner og det er rigtig spændende alt det de byder på, så det bliver svært at vælge. Vi skal vælge hvor vil være på søndag, så vi kan komme i gang med praktikken. I dag var vi ude på det college, som vi er tilknyttet. Vi har planlagt at komme der hver søndag, for at lave aktiviter og have undervisning og lignende sammen med de studerende, som læser til nogle forskellige stillinger, der indebærer pædagogiske evner.
Det bliver sjovt at skulle lære dem en masse og samtidig lære noget fra dem. Jeg har på fornemmelsen, at de er ret dygtige.

I går tog vi ind til en by der hedder Thiruvalla for at komme ind i en kæmpe silke butik. Her ville vi nemlig købe en saree. Der var 5 etager og vi fik en personal shopper som fulgte med os rundt, vi fik serveret kaffe og vi havde personale i røven, lige meget hvor vi gik. Vi fandt alle tre piger en rigtig flot saree hver, som vi nu har afleveret hos vores faste skrædder Rina, så hun kan sy bluser til os. Her i Indien skal stort set alt tøj man køber til skrædderen, men til gengæld koster det nærmest ingenting, så vi har planer om at gøre stort brug af det og får syet nogle lækre ting :) Vi tror dog aldrig at vi får lært at sætte den saree, for det var der altså mellem 3 og 5 piger om at hjælpe os med i butikken :D

Vi har det rigtig godt hernede og der har lige været en ordentlig regnskylle på nogle timer, med torden og lyn, så nu er luften blevet lidt mere frisk. Det var tiltrængt :)

fredag den 1. februar 2013

01.02.2013

Fredag 01/02-2013


I går havde vi en virkelig dejlig dag. Vi havde planlagt en tur til vandet, så vi stod tidligt op for at kunne få det meste ud af dagen. Her i Indien står solen tidligt op, men det går også tidligt ned, så vi er nødt til at planlægge efter det, for Father Johnson har rådet os til ikke at være ude når det er mørkt – i hvert fald ikke før vi kender stedet bedre.


Vi tog bussen fra Changanacherry (som er den by vi bor i) til Alleppey. Turen dertil var rigtig flot og man kører langs en af de mange floder der ligger i Kerala. Langs floden ligger der på den ene side en masse huse, som godt kunne se ud til at være eget af lidt fattigere mennesker. De vasker tøj i floden og har lavet håndtrukne tømmerflåder til at krydse floden med og det ser generelt meget primitivt ud.
Da vi ankom til Alleppey var det tydeligt at det var et langt mere turistet område. Her så vi de første hvide mennesker. Der var en del backpackere og man kunne mærke at inderne her var meget mere vant til hvide mennesker. Ikke så meget nysgerrighed, som vi ellers er vant til. Desuden var priserne højere (dog stadig billigt for os) og inderne mere desperate efter at sælge.

Fra busstationen tog vi en rickshaw, så nu har vi vist også været hele vejen rundt i transporten, lige bortset fra båd :)
I en rickshaw er der sæder til tre personer. Men Benjamin røg foran og delte sæde mig chaufføren og jeg sad på skødet af de tre andre bagi. Det var lidt af en tur og de kører altså vildt, men det er alligevel ret kontrolleret. Vi har endnu ikke oplevet nogle trafikskænderier, så man må gå ud fra at alle er indforstået i den måde man kører på. Father Johnson sagde i dag, at der er trafikregler, men de bliver ikke overholdt :)



Vi blev kørt til en lækker strand, fyldt med palmer. Det var ikke til at se hvor lang stranden var, så den har nok fortsat i en uendelighed. Her var der lidt turister, men også flere indiske par som var på ferie. Derudover var der flere flokke af indiske mænd som sad samlet under palmetræerne – tydeligvis for at kigge på hvide damer! 
Vandet var virkelig skønt og jeg har aldrig badet i havvand som var varmt, så det var skønt! Vi fik en masse sol (måske lidt for meget) og nogle gode timer der.

I dag har vi været ude og se et af de steder vi kan vælge at arbejde. Det hedder Sacred Heart og er en daginstitution for mentally disabled. Her var dog lidt af en blanding. Det var et rigtig spændende sted og børnene og de unge var så søde. Jeg kunne helt sikkert godt finde at arbejde der. 
Vi fik serveret lækker sød kaffe og en lille kage og Camilla, som er spejder i DK, fik mødt nogle indiske spejdere. Det var lidt sjovt at se dem, især fordi drengene havde en lyserød halsklud.


Efter besøget kørte Father Johnson os op til det han kaldte Biskoppens Palads. Vi skulle nemlig møde ham. Det var et kæmpe stort hus, ja faktisk et mindre palads. Her blev vi vist lidt rundt og mødte nogle forskellige præster. Da vi havde hilst på Biskoppen, blev vi inviteret ind i spisesalen, hvor vi fik serveret ”wedar” (tror jeg det hed), som er en donutlignende friturestegt snack, serveret med bananer, te og kaffe. Her kom The former Bishop ind og spiste sammen med os. Vi var blevet pladseret så langt oppe ved biskoppen og den tidligere biskop som muligt, mens mange andre sad helt nede bagi. Det er altså virkelig velset at være hvid og der er enormt meget status i at kende hvide mennesker. 
Det var en fantastisk oplevelse og i morgen er vi inviteret til to ceremonier, en vielse og en forlovelse. Spændende :)