29.01.13

Tirsdag 29/01-2013

Vi er efterhånden faldet godt på plads i huset og vi har fået købt en masse forskellige ting ind, så som mad, sæbe, viskestykker osv. Vi tog igår ind til byen med bussen for at handle. Det er lidt af en oplevelse at køre med bus vil jeg sige. Bussen er delt op i mænd og damer. Mændene sidder i bagenden af bussen og kvinderne foran. Når vi kommer ind i bussen kigger alle på os – nogle griner af os, andre hvisker og nogle smiler over hele ansigtet. Vi tiltrækker i hvert fald rigtig meget opmærksomhed.

I det by vi har set indtil videre er der ikke mange supermarkeder, men vi har indtil videre fundet to, hvor det ene er ret godt og pænt. Så det bliver nok vores foretrukne. Der er derudover virkelig mange små shops, hvor man kan købe nogle basic ting – dvs. at for os er det ikke basic, men det er det åbenbart for inderne. Noget vi har studset over er, at man i en hvilken som helst butik kan købe bind, bleer og babyting (sutteflasker og sutter). Det er altså også i tøjbutikker man kan købe det. Meget mærkeligt.

I Kottayam by kan man købe underbukser på gader og stræder. Det synes jeg egentlig også er ret underligt, når man ellers skal være tildækket. Så burde undertøjsshopping da også være en mere privat ting.

Father Johnson kom og besøgte os i går aftes. Vi anede ikke hvad tid han ville komme. Han havde bare sagt ”in the evening”, så vi anede ikke om vi skulle spise aftensmad. Det skulle vi så nok have gjort for vi endte med at spise kl. 23.

Men Father Johnson og en anden præst ved navn Father Joji kom og besøgte os. Vi har jo hverken haft internet eller simkort til vores telefoner (simkortet dog kun for mit vedkommende), så det har været svært at komme i kontakt med folk derhjemme, samt at skrive blog. Det er også derfor at mine blogindlæg lige for tiden måske ikke vil være direkte lagt ind.

Father Johnson gav os dog noget midlertidigt internet i går, som vi deles om. Der er bare en begrænsing på, så indtil videre bliver der ikke skypet eller lagt billeder ind, men det skal nok komme.

Vi har haft strømafbrydelser flere gange allerede og det er altså en ting man lige skal vænne sig til. Det ligger altid lige i morgenmaden eller aftensmaden, men her til aften er vi da sluppet :) Nu må vi se hvordan det går senere.

Indtil på fredag har vi fri til at falde til og se lidt af byen. På fredag kommer Father Johnson og henter os og så skulle det hele gerne gå i gang med rundvisning på institutionerne, velkomst osv.

I dag var tog vi toget til Kottayam. Det er lidt vildt at vi på så få dage allerede har prøvet både bus og tog. Nu mangler vi bare rickshaw og taxi.

Toget ligner seriøst noget fra en film. Der er tremmer for de små vinduer, som man kun kan se ud af hvis sidder ned. Toget larmer helt vildt og så er det delt op i 1st class, 2nd class, economy class, disabled og sleeper. Vi havde lidt svært ved at finde ud af hvad vi havde fået billet til og fordi vagterne var dårlige til at vise det præcist, endte det med at vi stressede ind i toget. Vi endte derfor i bagagerummet, hvor der sad fire mænd og kiggede meget mærkeligt på os. Jeg synes personligt at de så lidt skumle ud for der blev ikke sendt mange smil tilbage. Men de tøede da op og spurgte hvad vi skulle osv. og så fortalte de at vi sådan set ikke måtte være der hvor vi var stået på. Jeg tror lidt at de selv kørte uden billet. Noget kunne i hvert fald tyde på det.

Togturen var helt sikkert en oplevelse, men jeg tror altså vi sætter os i en rigtig kupé næste gang :)

Vi ankom til Kottayam og begyndte at gå lidt rundt. Da vi stoppede ved et apotek kunne vi høre en masse børn der råbte og da vi vendte os om, hang der en kæmpe flok skolebørn ud af vinduerne for at vinke til os. Det var helt vilde og blev ved med at vinke indtil vi var ude af syne. Det er altså sjovt, når børnene lyser helt op og vinker hver gang de ser os. Flere råber hej fra deres motorcykler eller rickshaws og det er nu meget skønt.

Vi gik ind og spiste på en restaurant, hvor vi bestilte fried chicken rice og curry chicken. Tjeneren spurgte hvor spicy det skulle være og vi sagde lidt spicy, ikke for meget. Fremover siger vi nok bare at det ikke skal være spicy, for så kan det være det er det samme som hjemme. Alt er bare 100 gange stærkere end hvad man forventer og det er altså svært at spise uden et glas mælk ved siden af.

Da vi skulle hjem med bussen var vi bestemt ikke de eneste. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var så sindssyg en tur. For det første har jeg aldrig stået så tæt på et fremmed menneske som jeg gjorde her – det skal siges at jeg i denne situation var virkelig glad for at det var opdelt i mænd og kvinder! Der var stegende hedt i den bus, fordi vi starten holdt stille i hundrede år pga. trafikprop. Da vi endelig begyndte at køre kom der heldigvis lidt luft, men de her buschauffører er bedøvende ligeglade med om de har bussen fyldt med mennesker der ikke kan holde fast, og dørende er altså åbne. Han kørte som en gal, og hvis der ikke er plads til at komme forbi, kører man da bare over i den modsatte vejbane og holde hornet i bund. Det er svært at beskrive hvor vild en tur det var. Jeg har i hvert fald fået gode armmuskler af det. Men på trods af at adrenalinen lige gik amok, så var det faktisk ret fedt.

Jeg håber snart jeg vænner mig til varmen, for ved middagstid er det næsten ikke til at holde ud :) Om formiddagen og om aftenen er der til gengæld en dejlig temperatur udendørs., så nu vil jeg sætte mig ud i mørket og nyde det sidste af min aften. 

dagbog fra 27.01.13

27.01.13

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Det sidste halvandet døgn har nok været nogle af de mest følelsesmæssigt svingende timer i mit liv. Vi sidder nu rundt om bordet i vores hus og læser blade og skriver dagbog. Daniel er ved at lave scrambled eggs, som vi skal have med toastbrød og quick nudler. Ja vi har endnu ikke fået købt det store ind og har da heller ikke været forbi et sted med toiletpapir. Heldigvis var der lidt i huset i forvejen.

Da jeg lørdag morgen stod op og skulle afsted, var jeg egentlig ret glad og spændt, men jeg må indrømme at denne følelse hurtigt forsvandt da jeg skulle sige farvel til min kæreste. Jeg har virkelig dårlig samvittighed over at tage væk i så lang tid og først da vi skulle sige farvel gik det virkelig op for mig hvor lang tid 6 måneder egentlig er. Det var forfærdelig hårdt. Det er en underlig følelse når man står der og ”forlader” den man elsker, som man ved skal stå tilbage med en følelse af afmagt og ensomhed. Jeg glæder mig virkelig til at få internet, så jeg kan skype med ham, min familie og venner.

Da vi var i lufthavnen kunne man så småt begynde at glæde sig. Man er jo også tvunget til at være på og man glemmer lidt at man er ked af det. 

Vi fløj fra Kastrup Lufthavn til Doha i Qatar. Det var en ret god flyvetur, med god mad (taget i betragtning af at det er flymad), masser at drikke – for nogens vedkommende alkohol :D og ingen turbulens.

I Doha havde vi et par timer til at få lidt kaffe og lidt at spise. Her kom det første kulturmøde for os. Der var nemlig (olie?)sheiker og kvinder i burka. Desuden var det rigtig varmt og jeg havde behov for at tage min trøje af, men det er altså lidt svært at vurdere om man kan tillade sig at sidde med bare arme, når der sidder kvinder rundt omkring, hvor man kun kan se deres øjne.

Vi skulle flyve fra Doha til Kochi. En 4 timer LANG flyvetur. Denne her flyvetur var nok den værste i mit liv. Der var virkelig meget turbulens og midt i at stewardesserne serverer, skynder de sig pludseligt at pakke vognene sammen og nærmest løbe afsted uden forklaring. De spænder sig fast og vi får ingen besked om hvad der foregår. Jeg fik det så dårligt og blev virkelig bange. Jeg har fløjet meget hele mit liv, men jeg kan godt mærke at jo ældre jeg bliver, jo mere bange bliver jeg for at flyve. Det var en meget ubehagelig flyvetur, som var svær at udholde, men vi klarede det. 

Vi ankom til Kochi kl. 3.05 om natten, hvor vi skulle hentes af nogle som Father Johnson (vores kontaktperson) havde sendt. De var to mænd, som gav hånden, hilste og lavede det forventede hovedryst – det skal man lige vænne sig til. Frem kom de med en Landrover, med plads til 3 mennesker udover dem selv. Her fik vi så vores næste kulturmøde. I Indien er der ingen regler for hvor mange der må sidde i en bil, på en cykel eller på en motorcykel, så vi blev sat ind med hinanden på skødet, der blev skruet op for indisk musik, vinduerne rullet ned og så derudaf. Stemningen var høj og det var en perfekt start på vores rejse. Det var ikke mindst ekstremt sjovt at vi her kunne se en kulturforskel på den måde mændene omgås hinanden. I Indien er det nemlig normalt at mænd har fysisk kontakt når de er venner. Det vil sige krammere, holde om hinanden og ikke mindst holde i hånd. Daniel var den der måtte ”lægge krop til” :D

Jeg havde faktisk frygtet køreturen fordi Indien er så kendt for deres vilde trafik og mange trafikuheld. Men vores chauffør kørte rigtig pænt. Vi spurgte om der var nogle fartgrænser, men det kommer åbenbart helt an på situationen. Der blev heller ikke dyttet, men det fandt jeg så ud af var pga. at om natten blinker man med lysende og om dagen dytter man.

Turen varede længere end vi havde forventet og flinke som inderne er, lavede vi nogle stop undervejs, hvor de ville vise os forskellige ting.

Snakken gik i bilen, men det var svært at koncentrere sig efterhånden, som solen begyndte at stå op. Nu kunne vi virkelig mærke manglen på søvn, vand, mad og i det hele taget manglen på overskud. Vi fik dog et lille stop som satte humøret lidt op. Vi holdte ved et hus, hvor deres kæledyr i baghaven var elefanter. Det var helt vildt og vi kom rigtig tæt på og fik nogle fine billeder. Det var meget uventet.

Endelig nærmede vi os huset, men vi kørte forbi et hotel og spiste noget indisk brunch inden vi blev kørt til dertil.

Huset er lyerødt – det er der faktisk rigtig mange af husene her der er. Om det er kønt, det ved jeg nu ikke :)

En kæmpe nedtur ramte mig da vi trådte ind i huset. Det er meget primitivt, med tre soveværelser. I hele huset er der åbninger i loftshjørnerne, til udluftning. Her kan dyr komme ind. Derudover er dørene lidt hævet over gulvet. Her kan komme dyr ind. Der er flere firben i huset, stankelben og en enkelt halvstor edderkop har vi mødt. Jeg kunne slet ikke overskue det jeg så og min verden brød sammen. Det her var alt for meget til mig og jeg fik en voldsom længsel hjem. En følelse af, at jeg aldrig ville kunne klare 6 måneder her. Jeg må nok indrømme at jeg i det øjeblik fortrød.

Som man nok kan regne ud, har jeg det rigtig dårligt med krybdyr og insekter. De er ulækre og jeg er bange for dem, selvom de er mere bange for mig. Jeg har frygtet det rigtig meget.

Lige da vi var kommet kunne jeg slet ikke få mig selv til at gå ind i nogen rum. Jeg stod fuldstændig lammet i stuen/spiserummet, men de andre gik rundt og begyndte at pakke lidt ud.

Camilla og jeg skal sove sammen og vi har fået hængt myggenettet virkelig godt op. :D Jeg har ikke lyst til at pakke mine ting ud for jeg er bange for at der vil gemme sig dyr i mit tøj.

Vi lagde os alle sammen til at sove til middag og da jeg vågnede kun jeg mærke et langt større overskud. Heldigvis. :D

Vi har været ude og gå for at få handlet en smule ind til aftensmaden. Men det meste har set lukket ud i dag og vi går ud fra at det er fordi det er søndag og helligdag. Vi fik dog købt lidt drikkevarer, frugt (med skræl), æg, nudler og kiks. I morgen satser vi på at finde et supermarked hvor vi kan købe kolonialvarer og grøntsager. Det er sgu ikke særlig sjovt at ens aftensmad består af toastbrød og æg.

Da vi var ude og gå vinkede alle til os og smilte og råbte ”how are you?”. Det er lidt underligt, men også ret sjovt. Vi var jo lidt forberedt på det, fordi vi havde hørt om de andre der har været at sted. Jeg tror lige jeg skal vænne mig til den opmærksomhed. Her kan man i hvert fald ikke være anonym :)

I morgen aften skal vi mødes med Father Johnson. Jeg tror måske vi vil få noget velkomstmad og underholdning, men nu må vi se. Jeg vil bare gerne have internet eller sim kort. Det er virkelig ikke rart, når man ikke kan kontakt sine nærmeste efter sådan en lang tur, hvor alle følelserne sidder udenpå tøjet. Jeg er den eneste der har grædt og jeg har grædt flere gange. Det havde jeg ikke forventet, men samtidig er jeg godt klar over at jeg er meget følsom, så jeg håber bare at denne usikkerhed, frygt og forvirring snart går over, så jeg kan nyde at være her.

Jeg tror der vil komme mange nye indtryk – flere end man overhovedet kan forestille sig. Jeg ved det lyder dumt, men lige nu glæder jeg mig til at komme hjem. Den følelse forsvinder sikkert, men det må gerne ske hurtigt.

Strømmen er lige gået i huset, så man må da sige at vi allerede har fået et godt indblik i Indiens dagligdag.

NOTE FRA IDAG 28/01: JEG HAR DET RIGTIG GODT OG ER MEGET GLAD! :D 

Det sejeste farvel

Igår havde min søde veninde arrangeret en hel dag for mig og hende (fordi jeg rejser). Det var meget uventet og det overgik virkelig mine forventinger til hvad hende og jeg skulle have lavet. Hvad jeg troede skulle være en stille og rolig dag med hygge og mad, blev til den mest aktive dag længe. 

Først var vi ude og spise brunch i Rødovre. Det skal siges at jeg havde været i byen i fredags og havde kun fået tre timers søvn. Så den brunch var tiltrængt og nok ret vigtig for dagens senere aktiviteter. 

Da vi havde spist kørte vi til Taastrup. Jeg fik en ledetråd, som var "luft" og jeg kunne slet ikke komme på hvad det skulle være, for min veninde har højdeskræk og det har jeg sådan set også. 

Vi kom så ud til et stort slags tårn hvor der var et rør i midten. Her skulle vi lave bodyflight. I det her rør kommer der luft nedefra med 200 km/t, så man kan svæve. Det svarer altså til hvis man springer i faldskærm.

Vi fik optaget en video af det, som i kan se og jeg vil gerne lige informere om, at det faktisk var lidt svært :D

Efter bodyflight tog vi hjem og holdte lidt pause, for vi var åbentbart slet ikke færdige endnu.

Senere tog vi nemlig til poledance. Min veninde går til det og er blevet virkelig dygtig på rigtig kort tid. Jeg nærmest ikke kan bevæge mig idag. Min krop er fuldstændig smadret og har blå mærker adskillige steder :D 

Poledance var virkelig hårdt - meget mere end jeg havde regnet med. Men det var super sjovt og jeg kunne egentlig godt finde på at gå til det, når jeg engang kommer hjem fra Indien. Her fik vi også taget lidt billeder.

Denne første her var jeg ret stolt af, for læreren sagde at det kunne tage en måned for nogle at lære den, så det synes jeg selv var ret godt gået :D 

Efter en lang hård dag, sluttede vi af med lækker sushi og så var jeg altså ikke til at holde vågen længere :D 

Det var en fantastisk dag og den glemmer jeg aldrig! :)