onsdag den 17. april 2013

To uger i Goa


Goa 22. marts - 8. april

Så kom tiden endelig hvor Camilla og jeg skulle to uger på ferie til Goa. Det havde vi længe set frem til, så det var skønt at skulle afsted. Jeg var ret spændt på den 14 timer lange togtur. Man hører jo så mange ting hele tiden, med at man skal passe på osv. Det gør vi selvfølgelig også, men jeg kan da godt mærke at det påvirker mig indimellem, hvor jeg føler at det nærmest gør mig alt for nervøs for at rejse rundt. 
Men togturen gik super godt og vi sad sammen med nogle unge indiske drenge som også skulle til Goa. Vi har jo været afsted imens der har været påske (Holy Week og det de kalder Holi). Vi var ikke lige forberedt på hvad det indebar, men det kommer der mere om senere.
De 14 timer var egentlig ikke så slemme som forventet. Det var bare meget varmt om dagen og også en smule kedeligt, men når det blev aften og omkring 10 kunne vi ligge os op i vores øverste køjer og sove indtil vi var fremme. 
Da vi ankom til Margao togstation i Goa tog vi en rickshaw ud til vores, på forhånd bestilte, værelse på La Ben Beach Resort, hvor vi tjekkede ind og fik sovet igennem. 

Vi havde på forhånd planlagt nogle ting hjemmefra – både hvor vi ville rejse hen i Goa og hvilke ting vi ville se/opleve. I Margao havde jeg læst om en kirke kaldet Holy Spirit Church, som skulle være en turistattraktion, så vi tog en rickshaw dertil. Jeg havde forventet noget meget flot og en masse turister. Her var ikke en eneste turist og kirken kunne jeg ikke forstå hvorfor man skulle se. Jeg ved ikke om det har været den rigtige kirke, men skuffet blev jeg da. Vi blev enige om at Margao nok var (som vi havde hørt) en by, hvor der ikke var meget at komme efter, så vi besluttede at gå tilbage til stranden, hvor vi også spiste om aftenen.
Det var kun vores plan, at være en enkelt dag i Margao, så næste dag drog vi med bus videre til Panjim – ”hovedstaden” i Goa.

I Panjim havde jeg haft skrevet en masse forskellige ting ned, som vi kunne se. Dette var bl.a. Latinerkvarteret og Gamle Goa. Men da vi ankom til Panjim var alt lukket fordi det var søndag, så det var virkelig svært for os at se hvor i Panjim der skete noget og hvor vi ville bo. Vi besluttede derfor at tage til byen Calangute, hvor vi ville se om det var muligt at bo helt ned til vandet. 
Da vi ankom i Calangute var jeg i chok. Byen var FYLDT med fulde unge inder drenge og det var det rene Sunny Beach. Camilla og jeg blev virkelig skuffede. Vi gik ned for at kigge ved stranden og vandet var (ja undskyld) sort af unge og voksne indere, som råbte og skreg – Vi fandt senere ud af at mange af drengene aldrig i sit liv har set havet og dette derfor er en af grundene til, at de går helt amok. Desuden kan stort set ingen indere svømme, så livredderne fløjter konstant, når de er gået for langt ud.
Vi valgte alligevel at blive og give det en chance. Vi fandt et homestay hvor vi fik ham ned på 700 rupees pr. nat. Det kunne desværre ikke gøres billigere i den by, men det var nok pga. Holy Week.
Homestayet var rigtig fint og det var en virkelig sød og hjælpsom familie, der ejede det. Desværre vågnede vi op med bid fra sengelopper over hele kroppen. Det var vildt belastende og vi var enige om, at hvis vi ikke kunne gøre noget ved det, måtte vi flytte. Vi spurgte på apoteket og fik her en spraydåse, som var vores redning resten af tiden i Calangute.

Den første dag i Calangute mødte vi et dansk ældre ægtepar, som forvekslede os med to andre danske piger. De bød på en øl, hvor vi længe sad og snakkede. De var nogle virkelig sjove og friske mennesker, som havde været en del gange i Goa og nu havde en fast ferielejlighed i Calangute. Derudover var de virkelig berejste og vi hørte en masse fantastiske historier fra deres tidligere rejser. 
De gav os nogle gode forslag til spisesteder (bl.a. en lækker tibetansk restaurant - Tibethan Kitchen, hvor vi fik den bedste salat) og nogle gode råd til vores planlagte ture. Det var virkelig dejligt, at møde nogle danskere, for dem er der ikke mange af i Indien i øjeblikket. En anden sag er, at de turister der ellers er i Goa, primært er russere. Der er russere overalt og vi blev kontant forvekslet med dem, hvilket fornærmede os en del, for kønne og velopdragne er de altså ikke. Goa må jo så være russernes svar på charterrejse.

I vores tid i Goa har vi brugt en del tid på stranden og man skulle da lige vænne sig til, at det var okay, at man ikke lavede andet – det er jo trods alt den slags man kommer til Goa for. Der er altså ikke meget andet at lave. 
Vi havde dog planlagt hjemmefra at vi skulle på tur til Dudhsagar Waterfalls (Sea of Milk) og en Spice Farm. Vores homestay ejer hjalp os med at arrangere taxamand for hele dagen, som vi skulle betale 1800 rupees for. Desværre var Camilla blevet forkølet og havde fået ondt i halsen efter togturen. Hun var dog nu blevet rask, men havde smittet mig, så vi måtte udsætte turen et par dage, hvor vi i stedet lå på stranden, shoppede og så film på værelset med Dominos pizza. Det var nu alligevel meget hyggeligt.

I disse dage faldt selveste Holi, som er en dag hinduerne fejrer. Så vidt jeg ved skulle det være en slags fejring af springtime med alle farverne, men det må i altså ikke hænge mig op på. 
Holi indebærer i hvert fald en dag, hvor hele Indien er i farvekrig. Det vil sige at der bliver kastet med alle mulige farver pulver og vand. Holi varer faktisk en uge, men vi fik at vide at det kun var den ene dag, hvor det var i hele Indien. 
Det var svært at undgå farverne og man må sige, at vi ikke gik glip af noget. Det var virkelig sjovt, men det tøj man havde på bliver aldrig sig selv igen. Det var vi heldigvis lidt forberedt på. 
Efter vi havde gået rundt i Calangute og shoppet og været dækket til af farve, tog vi et bad inden vi skulle til Flea Market i Anjuna. Flea Market er et kæmpe marked fyldt med alle de ting, som de sælger alle vejne i Indien, så meget af det havde vi jo allerede set. Vi fandt en bar, som hed Seabreeze, hvor der var et indisk rock band, der spillede en masse gammelt rock som bl.a. ACDC. Det var super fedt og der var virkelig gang i den. 
Vi mødte her nogle turister fra New Zealand, som ikke lod os gå fri fra farve, så da vi kom hjem om aftenen, måtte vi tage os endnu et bad. Mit hår var lyserødt i en uge :)
Vi blev denne aften enige om, at Anjuna måtte være vores næste destination.




Efter endnu en dag med sygdom, kom vores tur endelig til Dudhsagar Waterfalls og Spice Farm. Det var virkelig en fed tur. Vi blev hentet af taxaen kl. 8, hvor vi kørte i to timer, for at komme ud til vandfaldet. Her købte vi bananer og nødder til de aber, som der er inde ved vandfaldet. Vi lejede derefter en jeep sammen med fire unge indere, og blev her kørt gennem vand og støv ind til vandfaldet. Det var en værre skrotbunke og ikke lige frem en bil der lød til at klare sig særlig godt. Men sjovt var det. 
Da vi blev sat af, skulle vi gå en lille tur for at komme ind til vandfaldet. På denne tur mødte vi aberne. Desværre havde vi på starten af jeep turen fået besked på at det var forbudt at fodre aberne, hvilket undrede os meget, eftersom at alle solgte bananer til det. Da vi mødte aberne var russerne selvfølgelig fuldstændig ligeglade, men vi besluttede os altså for at lade være med at fodre dem. 
Vandfaldet var virkelig lækkert at bade i. Det var dejlig køligt og vandet var dybt nok til at man kunne svømme rundt.



Da vi kom tilbage til vores taxamand gik turen til Spice Farm. Her fik vi noget virkelig lækker mad, inden vi skulle på en rundvisningen. På Spice Farm blev vi vist hvordan en masse forskellige ting gror, som bl.a. vanilje, peber, cashewnødder osv. Vi tillod os også lige at købe nogle ”biri”, som er hjemmerullede cigaretter af bananblade. Det kostede 20 rupees, så det overlevede vi da lige :)
Da rundvisningen var færdig, havde vi betalt for en badetur med elefanten. Dette indebar, at vi skulle sidde på elefanten, imens den sprøjtede vand på os. Det er total turistagtigt, men det var nu ret fedt alligevel. Desuden kunne elefanten jo lige få vores bananer bagefter, så det var ikke helt spild alligevel :)


Vi havde som sagt besluttet at flytte videre til Anjuna, hvilket vi var blevet anbefalet fra flere forskellige. Der skulle være mindre crowded med indere og mere af den stemning som det Goa vi havde forventet. 
Vores forventninger til Goa var jo faktisk hvide strande og et smukt blåt hav, men det var det bestemt ikke. Der var ikke noget særlig smukt ved Goa, men vi blev fortalt, at det var fordi vi var der op til regntiden. Den bedste tid i Goa skulle være oktober, november og december. Vi har dog også fået fortalt at der er flot i selve regntiden, fordi alt springer ud, men til gengæld sker der ingenting, fordi turisterne er taget hjem. 
Vi havde til gengæld ”forventet”, altså ud fra fortællinger, en masse hash og stoffer i Goa, og man må da sige at det passede. Jeg vil nu ikke sige, at det var slemt på nogen måde, men vi blev da tilbudt hash en del gange og synes da også, at bemærke en del der nok var påvirket af andre sager. Men altså, hvis man vil have det, så kan man da få det. 
Nå, da vi ankom lørdag til Anjuna, ville vi her gerne bo ned til stranden og vi fandt en restaurant med guest house der hed Sunset. Deres restaurant lå på stranden ved siden af nogle andre restauranter, som også havde guest houses. 
Vi fik et fint lille værelse øverst oppe i et ”lille tårn”. Dette var dog kun et værelse med en seng, så vi skulle bruge fællesbadet og toilettet, men det var ikke noget problem. Vi betalte her kun 300 rupees pr. nat og endte med at blive her resten af vores tid i Goa.

Efter indlogering tog vi, som alle andre dage, ned på stranden og solede og badede. Vi har badet enormt meget og vi har virkelig nydt det. Her er vandet jo skønt og på ingen måde koldt, så Camilla og jeg, som begge er vandhunde, kan sagtens ligge i vandet i en time ad gangen.
Hen på eftermiddagen mødte vi nogle unge indiske drenge fra Pune (i nærheden af Mumbai). Vi faldt faktisk i snak med dem, fordi de så meget anderledes ud end alle andre indiske turister. De her drenge havde nemlig piercinger, tatoveringer og ”smarte” frisurer, der mindede mig utrolig meget om unge franskmænds frisurer, som var meget fremme dengang jeg var på studietur i Frankrig. Det var derfor lidt interessant for os, at snakke med dem og det viste sig at de var rigtig flinke, dygtige til engelsk og meget afslappede. Vi har generelt været mega træt af indiske drenge, fordi de er enormt umodne. Det handler jo selvfølgelig om en anden kultur, men man kan til tider godt få nok af deres opførsel og mangel på manerer.
Vi hyggede os faktisk så meget med dem, at vi endte med, at hænge ud med dem hele den næste dag også. Det har været rigtig fedt, at lære nogle indere på vores egen alder at kende, for i vores egen by er de meget præget af deres religion og den typiske indiske kultur, så det er ikke mange venskaber vi danner der. Det er nok kun med børnene :) De har også inviteret os til Pune, hvis vi vælger, at drage op mod Mumbai. Vi oplever også, at det er godt, at have nogle gode kontakter her i Indien, så vi er kun glade for det tilbud. Vi ved dog endnu ikke om vi vil benytte os af det, både fordi vi ikke har planlagt vores sidste to ugers ferie endnu, men også lidt fordi den ene af drengene er blevet lidt forelsket i Camilla og det synes vi er lidt synd at forstærke :)

Om aftenen tog vi til Ingo’s Night Bazar, som vi havde glædet os meget til. Det var et kæmpe marked, med live musik, masser af forskellige madboder som soglte sushi, italiensk, indisk, mexicansk osv. Det var skønt at have sådan et kæmpe udvalg. I Anjuna ligger der også et German Bakery, som også havde sat en bod op, så der købte Camilla og jeg deres groveste brød med hjem og spiste det i Sunset restauranten næste morgen. Det var dejligt med noget andet end hvidt brød :) 
Night Bazaren bød selvfølgelig på en MASSE boder med alle mulige ting, tøj, sko, smykker osv. Men til forskel fra hvad vi før havde oplevet, var der her folk fra alle mulige lande der havde det fedeste designertøj til salg. Så Camilla og jeg fandt en masse ting vi gerne ville have. Vi var ikke lige forberedt på det rent pengemæssigt, men heldigvis havde vi endnu en lørdag foran os, hvor vi kunne købe de ting vi havde fundet. Camilla havde også fødselsdag den næste lørdag og vi syntes begge, at det var et godt sted at fejre det.


Hele søndagen hang vi som sagt ud med drengene fra Pune, hvilket endte ud i lidt fest om aftenen, så om mandagen var Camilla og jeg ramt af tømmermænd og træthed. Men så er det jo lige til at overskue, at man bare skal ned af trappen og ligge sig i en solseng :) 
Om aftenen syntes vi, at vi trængte til noget rigtig hygge og afslapning, og vi havde tidligere set, at de skulle vise film på en restaurant i nærheden, så vi valgte at tage derhen. 
Her blev der sat Ice Age 4 på og vi bestilte en spaghetti bolognese, som er DEN VÆRSTE jeg i mit liv har fået!! Det var simpelthen så klamt! Kødstykkerne (som det jo ikke burde have været) var uspiselige og sovsen smagte bare klamt. Det var så skuffende, når man sad der og rigtig ville forkæle sig selv med noget mad man kender. Men det var dog hyggeligt nok, så vi valgte da at blive til en film mere, som vi fik lov til at vælge. Det blev så endnu en børnefilm, nemlig Madagaskar 3. 
Vi har jo generelt mange filmaftener her i Indien, for der er ikke så meget at lave om aftenen, så det er vores måde, at slappe af og hygge på. Heldigvis har Daniel utrolig mange film med på sin computer, så vi har masser af usete film endnu :)


Hver onsdag er der Flea Market i Anjuna og nu boede vi jo tæt på, så vi valgte at tage derhen igen. Camilla skulle også købe en kappe/trøje af en super bøsset finne, der sammen med sin mand fra sydafrika boede i Goa. De var virkelig grineren, så dem besøgte vi ved alle markederne. 
Desværre skete der det uheldige inden, at Camilla overså et hul fra en tidligere bod, som hun trådte ned i og faldt og forstuvede sin fod. Smerten blev ret slem, så vi bestemte os for at ringe til hendes forsikring inden vi ville tage på hospitalet og få tjekket foden. Hun fik den røntgenfotograferet og den var heldigvis kun forstuvet, men Camilla kunne til gengæld ikke få nogen krykker, så da vi kom tilbage måtte vi finde to pinde hun kunne bruge som krykker. Det var ret komisk, men samtidig rigtig surt for Camilla, fordi det gjorde forfærdeligt ondt. Smerten fortog sig heldigvis hurtigt med tre forskellige slags medicin og en creme, så vi ikke var hæmmet af det resten af turen.

Fredag tog vi med nogle fra en nærliggende restaurant med til en anden strand – Ashvem Beach. Her var mere stille og også pænere. Det var meget rart, at se noget andet, men Camilla og jeg kan også godt lide, at der sker lidt, så vi var stadig tilfredse med Anjuna Beach.  
Om aftenen tog vi med dem til Baga og spiste på en restaurant med rigtig beduin stil, flotte farver og optræden. Det var bare så turist taber agtigt med den optræden, for de talte russisk og mavedanserne var russere. Det var så kikset. De lavede også nogle konkurrencer for russerne imod inderne. Det mindede mig virkelig om en dårlig charterrejse, men maden var lækker. Her fik vi nemlig prøvet Goan Food, som jeg først den aften fattede var mad fra Goa. Jeg har troet at Goan var noget helt andet – dumt :) 
Da vi kom tilbage til Anjuna fejrede Camilla og jeg starten på hendes fødselsdag kl. 00.00 med vandpibe og drinks, som vi fik gratis fordi dem vi havde spist med arbejdede der. Vi tog den dog med ro, for vi ville jo gerne have noget ud af den rigtige fødselsdag.

Vi startede Camillas fødselsdag med morgenmad på vores yndlings cafe/restaurant Elephant Art Café. Derefter tog vi ned på stranden indtil vi skulle gøre os klar til Night Bazaren. 
Vi havde et par dage tidligere mødt to danske piger, som flyttede ind på samme guest house som os. Vi havde aftalt at følges med dem til Night Bazaren. Vi fik rigtig shoppet en masse lækre ting til os selv, men også gaver ;) Vi mødte også nogle af dem fra New Zealand igen, men valgte dog at droppe alkoholen, da vi jo skulle rejse næste dag. Det var en skøn aften og jeg tror Camilla nød det. Jeg forærede hende et armbånd fra en af boderne :)

Den sidste dag (søndag) checkede vi ud fra guest house og brugte lidt tid på stranden. Vi havde lidt timer foran os i bus for at komme til Margao togstation, så vi tog afsted i god tid. Denne her gang skulle vi rejse hele natten og det var vi selvfølgelig lidt spændte på. Vi delte sove afsnit med 5 drenge fra Trissur, som er nabodistrikt til vores. De var rigtig flinke og turen gik super godt. Det var meget nemmere, når man kunne sove det meste af turen væk, så det vælger jeg gerne at gøre igen. 
Det har virkelig været en dejlig og lang tur, og Camilla og jeg har hygget os rigtig meget. Jeg glæder mig til at bruge mine nye ting hjemme i Danmark – især min nye sommerkjole, som jeg faktisk købte af en dansk designer på Night Bazaren. Den er lavet af en gammel saree og er super fin. Den første gang vi så boden var det faktisk en dansk skuespiller der stod i boden (Sarah, som bl.a. har spillet hovedrollen i julekalenderen Absalons Julehemmelighed). Det var lidt sjovt :)

Det er nu dejligt, at være tilbage igen i huset og nu bor vi kun tre, så det er lidt mere overskueligt at være her. Vi er også startet på Street Boys Home (børnehjem for gadedrenge) nu og det er så skønt. Vi nyder det rigtig meget, og det er næsten som at være på et fritidshjem derhjemme. Sidste fredag lavede vi bål og snobrød med dem og på fredag vil vi lave biograf med popcorn, så det glæder vi os også til :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar