Mit indiske kulturchok

 I tordags tog jeg til Kovalam nær Trivandrum for at møde min mor og hendes kæreste, som har været hernede for at besøge mig. De havde taget en pakketur, hvor de kunne komme rundt og se lidt forskellige steder i Kerala. Den tur sluttede så i Kovalam med strandtur. 

Jeg havde virkelig set frem til at få besøg hjemmefra og jeg har nydt de 4 dage i fulde drag. Jeg har jo nu været her i 3 måneder og jeg kan godt mærke hjemveen presser på lidt for tit. Så det at se noget familie var virkelig en lettelse for mig, selvom det selvfølgelig var hårdt at skulle sige farvel én gang til. Nu kan jeg dog sige at halvdelen af tiden er gået, så det er derfor nemmere at se frem til hjemrejsen.

Jeg kunne forstå på min mor, at flere efterspørger at jeg fortæller noget mere om selve praktikken i stedet for min fritid. Det kan jeg selvfølgelig godt forstå. Jeg tror grunden til, at jeg ikke har skrevet så meget om praktikken, er fordi der er utrolig mange tanker i mit hovedet omkring det. Hver dag får vi sat vores tålmodighed på en prøve og vores grænser bliver konstant overskredet. Det har været lidt svært for mig, at overskue at fortælle om alle de indtryk, men jeg vil nu alligevel prøve at give jer et større indblik i hvad der egentlig sker her i Indien og hvad jeg personligt gennemgår på denne rejse, for JA jeg laver faktisk noget :)

Inden vi tog i udlandspraktik havde vi noget undervisning og forberedelse på skolen, hvor vi bl.a. arbejdede lidt med forståelse af kulturchok. En forklaring vi fik på begrebet kulturchok lød sådan:

Kulturchok er en almindelig psykologisk reaktion hos mennesker, som opholder sig i et fremmed kulturmiljø. Konfrontationen med fremmedartede kulturelle værdier, normer, regler, rutiner og vurderinger kan give anledning til en vis usikkerhed og forvirring, og symptomerne på kulturchok omfatter sædvanligvis ængstelse og nedsat tolerance over for repræsentanter for værtskulturen samt i alvorlige tilfælde depression og paranoide forestillinger. Kulturchok kan opleves af mennesker, som i perioder arbejder i udlandet, f.eks. som bistandsarbejdere og antropologer på feltarbejde, og af indvandrere og flygtninge.

Oplevelsen af kulturchok kan deles op i nogle forskellige faser og jeg vil fortælle jer lidt om de faser jeg har været igennem indtil videre, samt den jeg befinder mig i nu.

Fase 1: Bekymringsfasen

Denne faser handler om det, der sker inden man tager af sted, i den man kunne kalde planlægnings- og forberedelsesfasen. De fleste gør sig rigtig mange bekymringer lige fra, når jeg flyveren, har jeg for meget bagage, har jeg pakket det jeg skal bruge, bliver jeg godt modtaget, bliver jeg syg, hvad synes de andre om mig, kan jeg magte opgaven som jeg er sat til, kommer jeg til at savne min familie etc. Rigtig mange bekymringer, hvoraf mange bagefter – når man er af sted – viser sig at være fjollede eller uberettigede.

Jeg har personligt haft mange tanker inden jeg rejste. Jeg er en tryghedsnarkoman på mange måder, men vil heller ikke lade en chance gå forbi. Jeg var derfor sikker på at jeg ville af sted, men det var samtidig et utroligt stort valg at tage, når jeg skulle rejse i så lang tid og så langt væk fra alle og alt det man kender. Desuden var jeg utrolig nervøs for hvad jeg ville komme ned til, for jeg havde egentlig ingen anelse.

Fase 2: Turistfasen

I starten er det hele spændende, og man har masser af energi til at klare alle de opgaver, der skal klares. Man har efterladt alle de gamle problemer derhjemme, alt føles muligt og dejligt. Livet er stimulerende og givende, man oplever følelser som spænding, fascination, entusiasme og overskud.

Jeg startede personlig lidt hårdt ud lige da vi kom, men fik virkelig hurtigt blod på tanden.

Fase 3: Krise

Tredje fase kan indeholde følelser af ikke at slå til, vrede, ensomhed, usikkerhed og frustration. Drømmen om det liv man skulle etablere i det fremmede er begyndt at briste. Man må erkende at livet fortsætter som før. Dette kan medføre et stort savn af hjemlandet der kan sidestilles med følelsen af sorg. I nogle tilfælde kan savnet og sorgen blive projiceret til vrede mod de nye omgivelser. Vreden kan afløses af mere depressive følelser, man føler sig isoleret, forkert og irritabel. Man savner sine venner, fortryder man tog af sted mm.

Dette er den fase som jeg befinder mig i netop nu. Det er virkelig hårdt for mig og jeg ser konstant frem til at skulle hjem. Jeg savner Danmark og alt hvad der hører med, mere end noget andet. Den sidste måned er gået hurtigt, hvilket jeg for tiden siger ’heldigvis’ til. Mange ting er begyndt at gå mig på nerverne. Det gælder f.eks. bare en masse af de kulturforskelle der er på Indien og Danmark. Der skal ingenting til, før jeg bliver irriteret og brokker mig og jeg kan mærke, at jeg til tider er en tikkende bombe. Det er utroligt svært, at acceptere at man har det sådan og egentlig er det vel ikke noget man skal acceptere, men nærmere noget man burde gøre om på. Det er bare lettere sagt end gjort. 

Vi er jo startet på et andet praktiksted hvor vi har været siden starten af april. Der skal vi være indtil juni, hvor skolernes sommerferie er slut. Dette praktiksted er et street boys home, altså et børnehjem for gadedrenge, men også for drenge fra skilsmissefamilie, hvor moren ikke har kunne tage sig af børnene selv. Det er et utroligt dejligt sted at være og jeg nyder det virkelig – selvom støjniveauet kan give mig en del hovedpine indimellem :)  Aldersgruppen på børnehjemmet går fra 3 år til 16 lige i øjeblikket, og der er ca. 30 børn. Lige for tiden er der dog ikke ligeså mange, da dem med familie har været hjemme. 

På steder arbejder der til daglig 2-3 nonner, som til forskel fra vores andet praktiksted, er enormt søde, interesserede og positive omkring det vi laver med børnene. Det er virkelig rart for engang skyld, at mærke at der er nogen som rent faktisk er interesserede i vores tilstedeværelse.

At være på børnehjemmet minder egentlig lidt om at være i en institution derhjemme, for vi har fået lov til at stå for dagens program. Det der dog adskiller sig er, at de selvfølgelig på ingen måde har de faciliteter vi har derhjemme, så det kan godt være lidt svært for os, at finde på noget nyt hele tiden. Vi prøver dog at lave nogle lidt større projekter ca. en gang om ugen. Vi har indtil videre lavet snobrød og biograf med børnene. Det var så hyggeligt at se dem lave noget de aldrig havde prøvet og man må sige at de er en del mere lærenemme og positive end danske børn er. Det kunne de godt lære lidt af derhjemme. Der bliver virkelig sat pris på ethvert forslag vi kommer med og hvis vi ville spille Ludo en hel dag, så ville de næppe brokke sig.

Børnehjemmet har nogle velgørere, som hjælper med at betale ture, mad osv. De havde besluttet at give børnene et tur til Munnar (med smuk natur, bjerger og teplantager). Denne tur var vi selvfølgelig med på og vi tog søndag aften hen på børnehjemmet for at sove, for vi skulle op kl. 3 om natten, hvor vi blev hentet af en turistbus. Mange af børnene blev køresyge og det endte med at nærmest halvdelen af bussen kastede op adskillige gange. Så allerede her startede det mindre godt. 

Med på turen var der to nonner, to damer fra køkkenet, en dame vi ikke ved hvem er og tre mænd, som de kalder for deres hjælpere. Ikke en eneste gang oplevede vi nogle af disse voksne mennesker rejse sig for at tage sig af børnene, give dem vand eller papir, spørge til dem eller andet. Det var udelukkende Camilla, Daniel og jeg som måtte stå for at hjælpe alle de køresyge børn. Køreturen dertil varede indtil omkring middag. Der var nogle enkelte mindre stop på vejen. Da vi var i Munnar kiggede vi lidt på nogle bjerge, en ekko dal og en dæmning. Så skulle vi spise frokost og så skulle vi da ellers bare køre hele den lange tur hjem igen. Det var fuldstændig vanvittigt. En af de små drenge kastede op ud over sig selv lige da vi var ankommet til Munnar og han havde det virkelig skidt. Ingen af de voksne gjorde noget. De efterlod ham helt alene i bussen, hvor han ellers kunne sidde og tørre sit opkast af med det toiletpapir vi til alt held havde medbragt. Imens kunne de voksne ellers gå ned og kigger på boder og ride på heste. Ingen holdte øje med børnene, udover os og efter at Daniel fandt den lille dreng sidde helt alene ”på toilet” mellem biler og havde ramt sig selv, blev det bare alt for meget. Daniel spurgte nogle andre om han kunne få noget vand til at vaske ham, men det var der ingen der ville give, så han måtte tage ham ned til søen og vaske ham der. Vi valgte at sætte ham forrest i bussen (han var før bare blevet smidt alene ned på bagsædet efter, at han nærmest ikke kunne stå på sine egne ben) på nonnernes plads og insistere på, at han skulle side oppe foran. Daniel prøvede at forklare de andre voksne at det total uacceptabelt det der var foregået, men vi oplever desværre en kæmpe sprogbarriere på vores arbejdspladser her i Indien og det er derfor enormt svært og frustrerende for os alle sammen, fordi vi aldrig rigtig for sagt det vi gerne vil sige. Denne her tur var for os ikke særlig positiv og det var heller vores indtryk, at den var noget særligt for børnene. Den køretur var simpelthen ikke det værd. Tilfældet med den lille dreng, så vi som enorm omsorgssvigt, men vi må nok desværre stå med en afmagt, som mange gange før. 

Ja det var altså lige noget jeg skulle ud med. Vi oplever generelt mange ting som påvirker os, men dette var et af de tilfælde, der har sat enormt mange tanker i gang. Det er svært for os at sige om det bare er sådan det skal være, for de er også gode til at lære børnene at stå på egne ben, men vi føler at de glemmer, at det stadig kun er børn.

Nå men jeg er trods denne situation virkelig glad for at være der og jeg nyder virkelig at være det sted. Det gør det også nemmere for mig, at der stadig er en del tid tilbage her i Indien, når jeg kan være sammen med de skønne børn og gøre dem glade. 

Det blev lige alt for denne gang og jeg skal nok blive bedre til, at give mere info om praktikken :)