Mandag 11/02-2013
I lørdags var vi blevet inviteret med til et bryllup, så vi
stod tidligt op og klædte os pænt på. Marianne, Camilla og jeg har efterhånden
fået købt en del tøj hernede, så i lørdags tog vi et af vores sæt på, som
består af bukser og en kjole der går til knæene med slids i hver side, samt et
tørklæde. Jeg synes selv at vi blev ret flotte. Desværre endte vi med at sidde
og vente i næsten to timer, før vi blev hentet. Ens tålmodighed bliver virkelig
sat på prøve i det her land, for den sidste uges tid har det været som om, at
ventetiden bliver værre og værre. Det er vi ved at være en smule trætte af.
Vi blev endelig hentet af Binou og Zaib (som vist er et ord
for blegfis – det var han vist da han var yngre), som var de to der også
hentede os i lufthavnen.
Turen op til brylluppet var en tur på halvanden time og
Binou kører virkelig vildt. Hvis det havde været i Danmark, havde han aldrig
fået et kørekort. Det kan ikke engang sammenlignes med taxachauffører i
Danmark.
Brylluppet lå oppe i noget skov, så vi kørte af små
slingrede veje, hvor der blev gasset op og bremset hele tiden. Der var en masse
bump og jeg kunne mærke at jeg så småt blev mere og mere køresyg, så da vi
endelig kom frem havde jeg mistet alt min appetit (til et katolsk bryllup er
der kun ceremonien og mad, så der sker ikke så meget andet). Det endte med at
jeg måtte gå rundt om kirken for at finde et toilet og imens jeg rendte rundt
der begyndte fotograferne at tage billeder af mig, som om jeg var en
filmstjerne. Jeg fandt et toilet, men desværre er mange toiletter i Indien et
ståtoilet, så jeg måtte sætte mig på knæene og kaste op i hullet. Det var sgu
ret klamt, men jeg fik det bedre bagefter heldigvis. Desværre fik jeg det ikke
godt nok til at kunne spise, så jeg måtte sidde og forklare flere gange at jeg
ikke kunne spise. Jeg fik virkelig dårlig samvittighed, for maden er meget
vigtig i Indien og det er noget man taler meget om – ”this is good food” og
”this place has good food”, ”good food, good food”, med den indiske accent
selvfølgelig :)
Binou sagde at jeg skulle sætte mig hen i skyggen foran
kirken og der ventede jeg så til vi skulle køre. Flere kom og satte sig ved mig
og lavede deres sædvanlige ”spisetegn” med fingrespidserne samlet op til munden
og deres ”drikketegn”, som er tommelfingeren op til munden. Her måtte jeg gøre
brug af tegn, for at forklare at jeg havde været ude og køre vildt og havde
kastet op. Ens engelske bliver ikke udfordret så meget, som forventet her i
landet :)
På vej hjem sad jeg på forsædet og det var en meget bedre tur,
så jeg slap for at blive dårlig igen.
I går tog Marianne, Camilla og jeg til Alleppey, for at
komme på stranden. Det var super lækkert og med virkelig gode bølger, så
Camilla og jeg var stort set i vandet hele tiden.
Selvom vi smører os med solcreme, så er det altså umuligt
ikke at blive rød, så vi tre piger er nu som tre hummere og jeg håber at det
her ligesom har lagt bunden, så jeg slipper for mere af det. Mærkeligt nok har
jeg sovet utroligt godt i nat på trods af en rød krop, så det er jo altid noget.
Vi sidder nu på Saint John the Baptist College, som vi er tilknyttet. Her skal
vi være hver mandag, hvor vi kan skrive dagbog, månedsbreve, læringsmål osv. Og
så har vi aftalt at stå for nogle aktiviteter for eleverne. Jeg er nu blevet
præsenteret som professionel drama og musiklærer, Daniel som professionel
fodboldtræner og Benjamin som professionel styrketræner, så det skal nok blive
sjovt at se hvilke forventninger der er til det.
Udover det er det meningen at vi skal ”mingle” med elverne
og udveksle erfaringer i forhold til vores arbejde. Det bliver spændende og er
sikker på man godt kunne få nogle gode bekendtskaber her på skolen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar