29.01.13

Tirsdag 29/01-2013

Vi er efterhånden faldet godt på plads i huset og vi har fået købt en masse forskellige ting ind, så som mad, sæbe, viskestykker osv. Vi tog igår ind til byen med bussen for at handle. Det er lidt af en oplevelse at køre med bus vil jeg sige. Bussen er delt op i mænd og damer. Mændene sidder i bagenden af bussen og kvinderne foran. Når vi kommer ind i bussen kigger alle på os – nogle griner af os, andre hvisker og nogle smiler over hele ansigtet. Vi tiltrækker i hvert fald rigtig meget opmærksomhed.

I det by vi har set indtil videre er der ikke mange supermarkeder, men vi har indtil videre fundet to, hvor det ene er ret godt og pænt. Så det bliver nok vores foretrukne. Der er derudover virkelig mange små shops, hvor man kan købe nogle basic ting – dvs. at for os er det ikke basic, men det er det åbenbart for inderne. Noget vi har studset over er, at man i en hvilken som helst butik kan købe bind, bleer og babyting (sutteflasker og sutter). Det er altså også i tøjbutikker man kan købe det. Meget mærkeligt.

I Kottayam by kan man købe underbukser på gader og stræder. Det synes jeg egentlig også er ret underligt, når man ellers skal være tildækket. Så burde undertøjsshopping da også være en mere privat ting.

Father Johnson kom og besøgte os i går aftes. Vi anede ikke hvad tid han ville komme. Han havde bare sagt ”in the evening”, så vi anede ikke om vi skulle spise aftensmad. Det skulle vi så nok have gjort for vi endte med at spise kl. 23.

Men Father Johnson og en anden præst ved navn Father Joji kom og besøgte os. Vi har jo hverken haft internet eller simkort til vores telefoner (simkortet dog kun for mit vedkommende), så det har været svært at komme i kontakt med folk derhjemme, samt at skrive blog. Det er også derfor at mine blogindlæg lige for tiden måske ikke vil være direkte lagt ind.

Father Johnson gav os dog noget midlertidigt internet i går, som vi deles om. Der er bare en begrænsing på, så indtil videre bliver der ikke skypet eller lagt billeder ind, men det skal nok komme.

Vi har haft strømafbrydelser flere gange allerede og det er altså en ting man lige skal vænne sig til. Det ligger altid lige i morgenmaden eller aftensmaden, men her til aften er vi da sluppet :) Nu må vi se hvordan det går senere.

Indtil på fredag har vi fri til at falde til og se lidt af byen. På fredag kommer Father Johnson og henter os og så skulle det hele gerne gå i gang med rundvisning på institutionerne, velkomst osv.

I dag var tog vi toget til Kottayam. Det er lidt vildt at vi på så få dage allerede har prøvet både bus og tog. Nu mangler vi bare rickshaw og taxi.

Toget ligner seriøst noget fra en film. Der er tremmer for de små vinduer, som man kun kan se ud af hvis sidder ned. Toget larmer helt vildt og så er det delt op i 1st class, 2nd class, economy class, disabled og sleeper. Vi havde lidt svært ved at finde ud af hvad vi havde fået billet til og fordi vagterne var dårlige til at vise det præcist, endte det med at vi stressede ind i toget. Vi endte derfor i bagagerummet, hvor der sad fire mænd og kiggede meget mærkeligt på os. Jeg synes personligt at de så lidt skumle ud for der blev ikke sendt mange smil tilbage. Men de tøede da op og spurgte hvad vi skulle osv. og så fortalte de at vi sådan set ikke måtte være der hvor vi var stået på. Jeg tror lidt at de selv kørte uden billet. Noget kunne i hvert fald tyde på det.

Togturen var helt sikkert en oplevelse, men jeg tror altså vi sætter os i en rigtig kupé næste gang :)

Vi ankom til Kottayam og begyndte at gå lidt rundt. Da vi stoppede ved et apotek kunne vi høre en masse børn der råbte og da vi vendte os om, hang der en kæmpe flok skolebørn ud af vinduerne for at vinke til os. Det var helt vilde og blev ved med at vinke indtil vi var ude af syne. Det er altså sjovt, når børnene lyser helt op og vinker hver gang de ser os. Flere råber hej fra deres motorcykler eller rickshaws og det er nu meget skønt.

Vi gik ind og spiste på en restaurant, hvor vi bestilte fried chicken rice og curry chicken. Tjeneren spurgte hvor spicy det skulle være og vi sagde lidt spicy, ikke for meget. Fremover siger vi nok bare at det ikke skal være spicy, for så kan det være det er det samme som hjemme. Alt er bare 100 gange stærkere end hvad man forventer og det er altså svært at spise uden et glas mælk ved siden af.

Da vi skulle hjem med bussen var vi bestemt ikke de eneste. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var så sindssyg en tur. For det første har jeg aldrig stået så tæt på et fremmed menneske som jeg gjorde her – det skal siges at jeg i denne situation var virkelig glad for at det var opdelt i mænd og kvinder! Der var stegende hedt i den bus, fordi vi starten holdt stille i hundrede år pga. trafikprop. Da vi endelig begyndte at køre kom der heldigvis lidt luft, men de her buschauffører er bedøvende ligeglade med om de har bussen fyldt med mennesker der ikke kan holde fast, og dørende er altså åbne. Han kørte som en gal, og hvis der ikke er plads til at komme forbi, kører man da bare over i den modsatte vejbane og holde hornet i bund. Det er svært at beskrive hvor vild en tur det var. Jeg har i hvert fald fået gode armmuskler af det. Men på trods af at adrenalinen lige gik amok, så var det faktisk ret fedt.

Jeg håber snart jeg vænner mig til varmen, for ved middagstid er det næsten ikke til at holde ud :) Om formiddagen og om aftenen er der til gengæld en dejlig temperatur udendørs., så nu vil jeg sætte mig ud i mørket og nyde det sidste af min aften.