dagbog fra 27.01.13

27.01.13

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Det sidste halvandet døgn har nok været nogle af de mest følelsesmæssigt svingende timer i mit liv. Vi sidder nu rundt om bordet i vores hus og læser blade og skriver dagbog. Daniel er ved at lave scrambled eggs, som vi skal have med toastbrød og quick nudler. Ja vi har endnu ikke fået købt det store ind og har da heller ikke været forbi et sted med toiletpapir. Heldigvis var der lidt i huset i forvejen.

Da jeg lørdag morgen stod op og skulle afsted, var jeg egentlig ret glad og spændt, men jeg må indrømme at denne følelse hurtigt forsvandt da jeg skulle sige farvel til min kæreste. Jeg har virkelig dårlig samvittighed over at tage væk i så lang tid og først da vi skulle sige farvel gik det virkelig op for mig hvor lang tid 6 måneder egentlig er. Det var forfærdelig hårdt. Det er en underlig følelse når man står der og ”forlader” den man elsker, som man ved skal stå tilbage med en følelse af afmagt og ensomhed. Jeg glæder mig virkelig til at få internet, så jeg kan skype med ham, min familie og venner.

Da vi var i lufthavnen kunne man så småt begynde at glæde sig. Man er jo også tvunget til at være på og man glemmer lidt at man er ked af det. 

Vi fløj fra Kastrup Lufthavn til Doha i Qatar. Det var en ret god flyvetur, med god mad (taget i betragtning af at det er flymad), masser at drikke – for nogens vedkommende alkohol :D og ingen turbulens.

I Doha havde vi et par timer til at få lidt kaffe og lidt at spise. Her kom det første kulturmøde for os. Der var nemlig (olie?)sheiker og kvinder i burka. Desuden var det rigtig varmt og jeg havde behov for at tage min trøje af, men det er altså lidt svært at vurdere om man kan tillade sig at sidde med bare arme, når der sidder kvinder rundt omkring, hvor man kun kan se deres øjne.

Vi skulle flyve fra Doha til Kochi. En 4 timer LANG flyvetur. Denne her flyvetur var nok den værste i mit liv. Der var virkelig meget turbulens og midt i at stewardesserne serverer, skynder de sig pludseligt at pakke vognene sammen og nærmest løbe afsted uden forklaring. De spænder sig fast og vi får ingen besked om hvad der foregår. Jeg fik det så dårligt og blev virkelig bange. Jeg har fløjet meget hele mit liv, men jeg kan godt mærke at jo ældre jeg bliver, jo mere bange bliver jeg for at flyve. Det var en meget ubehagelig flyvetur, som var svær at udholde, men vi klarede det. 

Vi ankom til Kochi kl. 3.05 om natten, hvor vi skulle hentes af nogle som Father Johnson (vores kontaktperson) havde sendt. De var to mænd, som gav hånden, hilste og lavede det forventede hovedryst – det skal man lige vænne sig til. Frem kom de med en Landrover, med plads til 3 mennesker udover dem selv. Her fik vi så vores næste kulturmøde. I Indien er der ingen regler for hvor mange der må sidde i en bil, på en cykel eller på en motorcykel, så vi blev sat ind med hinanden på skødet, der blev skruet op for indisk musik, vinduerne rullet ned og så derudaf. Stemningen var høj og det var en perfekt start på vores rejse. Det var ikke mindst ekstremt sjovt at vi her kunne se en kulturforskel på den måde mændene omgås hinanden. I Indien er det nemlig normalt at mænd har fysisk kontakt når de er venner. Det vil sige krammere, holde om hinanden og ikke mindst holde i hånd. Daniel var den der måtte ”lægge krop til” :D

Jeg havde faktisk frygtet køreturen fordi Indien er så kendt for deres vilde trafik og mange trafikuheld. Men vores chauffør kørte rigtig pænt. Vi spurgte om der var nogle fartgrænser, men det kommer åbenbart helt an på situationen. Der blev heller ikke dyttet, men det fandt jeg så ud af var pga. at om natten blinker man med lysende og om dagen dytter man.

Turen varede længere end vi havde forventet og flinke som inderne er, lavede vi nogle stop undervejs, hvor de ville vise os forskellige ting.

Snakken gik i bilen, men det var svært at koncentrere sig efterhånden, som solen begyndte at stå op. Nu kunne vi virkelig mærke manglen på søvn, vand, mad og i det hele taget manglen på overskud. Vi fik dog et lille stop som satte humøret lidt op. Vi holdte ved et hus, hvor deres kæledyr i baghaven var elefanter. Det var helt vildt og vi kom rigtig tæt på og fik nogle fine billeder. Det var meget uventet.

Endelig nærmede vi os huset, men vi kørte forbi et hotel og spiste noget indisk brunch inden vi blev kørt til dertil.

Huset er lyerødt – det er der faktisk rigtig mange af husene her der er. Om det er kønt, det ved jeg nu ikke :)

En kæmpe nedtur ramte mig da vi trådte ind i huset. Det er meget primitivt, med tre soveværelser. I hele huset er der åbninger i loftshjørnerne, til udluftning. Her kan dyr komme ind. Derudover er dørene lidt hævet over gulvet. Her kan komme dyr ind. Der er flere firben i huset, stankelben og en enkelt halvstor edderkop har vi mødt. Jeg kunne slet ikke overskue det jeg så og min verden brød sammen. Det her var alt for meget til mig og jeg fik en voldsom længsel hjem. En følelse af, at jeg aldrig ville kunne klare 6 måneder her. Jeg må nok indrømme at jeg i det øjeblik fortrød.

Som man nok kan regne ud, har jeg det rigtig dårligt med krybdyr og insekter. De er ulækre og jeg er bange for dem, selvom de er mere bange for mig. Jeg har frygtet det rigtig meget.

Lige da vi var kommet kunne jeg slet ikke få mig selv til at gå ind i nogen rum. Jeg stod fuldstændig lammet i stuen/spiserummet, men de andre gik rundt og begyndte at pakke lidt ud.

Camilla og jeg skal sove sammen og vi har fået hængt myggenettet virkelig godt op. :D Jeg har ikke lyst til at pakke mine ting ud for jeg er bange for at der vil gemme sig dyr i mit tøj.

Vi lagde os alle sammen til at sove til middag og da jeg vågnede kun jeg mærke et langt større overskud. Heldigvis. :D

Vi har været ude og gå for at få handlet en smule ind til aftensmaden. Men det meste har set lukket ud i dag og vi går ud fra at det er fordi det er søndag og helligdag. Vi fik dog købt lidt drikkevarer, frugt (med skræl), æg, nudler og kiks. I morgen satser vi på at finde et supermarked hvor vi kan købe kolonialvarer og grøntsager. Det er sgu ikke særlig sjovt at ens aftensmad består af toastbrød og æg.

Da vi var ude og gå vinkede alle til os og smilte og råbte ”how are you?”. Det er lidt underligt, men også ret sjovt. Vi var jo lidt forberedt på det, fordi vi havde hørt om de andre der har været at sted. Jeg tror lige jeg skal vænne mig til den opmærksomhed. Her kan man i hvert fald ikke være anonym :)

I morgen aften skal vi mødes med Father Johnson. Jeg tror måske vi vil få noget velkomstmad og underholdning, men nu må vi se. Jeg vil bare gerne have internet eller sim kort. Det er virkelig ikke rart, når man ikke kan kontakt sine nærmeste efter sådan en lang tur, hvor alle følelserne sidder udenpå tøjet. Jeg er den eneste der har grædt og jeg har grædt flere gange. Det havde jeg ikke forventet, men samtidig er jeg godt klar over at jeg er meget følsom, så jeg håber bare at denne usikkerhed, frygt og forvirring snart går over, så jeg kan nyde at være her.

Jeg tror der vil komme mange nye indtryk – flere end man overhovedet kan forestille sig. Jeg ved det lyder dumt, men lige nu glæder jeg mig til at komme hjem. Den følelse forsvinder sikkert, men det må gerne ske hurtigt.

Strømmen er lige gået i huset, så man må da sige at vi allerede har fået et godt indblik i Indiens dagligdag.

NOTE FRA IDAG 28/01: JEG HAR DET RIGTIG GODT OG ER MEGET GLAD! :D