Bangalore - Hampi

Fredag 21.06.2013

Så er tiden så småt ved at nærme sig min hjemkomst. Jeg glæder mig virkelig meget og jeg synes lige i øjeblikket at tiden går lidt langsomt. Marianne rejste fra huset i morges, for at tage på ferie med sin veninde i Kerala. Hun tager hjem til Danmark med veninden d. 1. Juli. Så nu begynder vi så småt også at tømme ud i huset. Daniel rejser d. 10., Benjamin d. 12. Camilla og jeg bliver altså dem der skal lukke og slukke her i Indien. Vi stopper dog på praktikpladsen d. 12., men skal først rejse d. 19., så vi skal lige have en uges tid til at gå hernede. Egentlig kunne vi godt have ændret vores billet, men det er jo desværre sådan, at den slags også koster penge, så det er altså billigere for os blive her :) 

Nå, men det var vist også blevet på tide, at jeg fik skrevet lidt om vores tur til Bangalore og Hampi, som jo var en virkelig fantastisk tur. Jeg skal helt sikkert besøge Hampi igen, gerne en Hampi – Goa tur :)

Vi kørte meget i tog i den uge, men det var heldigvis om natten alle gange, så vi spildte faktisk ikke vores tid med toget – vi sparede nærmere en masse penge på overnatninger.

Vi tog først toget fra Changanacherry til Bangalore. Der var vi dog på ventelisten, så det gav en smule problemer, fordi toget var total fyldt. Vi fandt heldigvis nogle pladser da vi skulle sove, men Daniel og jeg blev vækket kl. 2 om natten af konduktøren, fordi der var en familie, som havde reserveret dem. Jeg må indrømme at jeg blev en smule stresset der, for alt var optaget. Men familien var så sød at give os den ene af deres pladser (vi manglede én), så vi kunne blive liggende.

Bangalore er jo Indiens 3. største by og jeg tror bestemt at der er meget mere by end det vi så, men jeg må så også sige, at der nok ikke er så meget andet end shopping at komme efter. Det er også hvad jeg har hørt fra andre mennesker, der har været der. Det er jo bare en storby. Vi fik da også shoppet og gået en hel del, og det var virkelig skønt at få lidt vestlig kultur på den front. Vi fik også hurtigt købt biografbilletter til Hangover 3 den næste dag, som vi lige nåede at se, inden vi skulle videre med toget til Hospet (Hampi). 

Det er altså en lidt anden oplevelse, at tage i biografen i Indien. I Danmark kan man jo nærmest ikke hoste uden at folk bliver sure, men i Indien ringer folks telefoner, folk pifter og klapper og det er virkelig en helt anden stemning. Det var ret sjovt at opleve :) De holder også pause i filmen. Det er jeg dog glad for de ikke gør i Danmark – i hvert fald med de film der varer halvanden time.

  

Da vi ankom til Hampi indlogerede vi os på et udmærket guest house, men vi mødte hurtigt nogle drenge fra Tyskland, som fortalte, at de boede på den anden side af floden i et rigtig fedt sted, hvor der boede mange backpackere, så vi tog den lille båd med over floden for 10 rupees, for at se om det var noget for os. 

Den næste dag flyttede vi så derover :) 

Hampi er en rigtig hyggelig by omgivet af det smukkeste natur. Der var en stor kontrast til storbyen Bangalore, vi lige var kommet fra. 

Det nye homestay var ejet en utrolig sej vært, som hed Manju. Han var enormt gæstfri og foretrak de unge hvide turister. Han fortalte endda, at når de ringede fra den anden side af floden for at høre om han havde plads til en indisk familie eller par, sagde han som regel nej, fordi han synes at det ødelægger stemningen. Jeg må også sige, at der var en utrolig fed og afslappet stemning det her sted. Alle backpackerne sad udenfor og snakkede, slappede af og ja røg en del. Det er åbenbart total backpacker stil :) 

Manju tilbød os hurtigt at vi kunne leje nogle knallerter og vi kunne godt se, at det var det eneste rigtige at gøre her, så vi sagde ja og inden længe var vi ude og cruise :) Det var en fed følelse og det var jo første gang, at Camilla og jeg har kørt rigtigt på knallert, så det gav altså lidt adrenalin i blodet – og så gav det ikke mindst en masse farve. Vejret var nemlig virkelig skønt i Hampi, og vi har jo ikke meget sol mere her i Indien, fordi det konstant regner. Det er virkelig surt. Til gengæld er temperaturen blevet meget bedre og man kan for en gang skyld holde ud, at være tildækket.

Alle backpackerne var meget imødekommende. Der var folk fra Tyskland, Frankrig, Vietnam, Israel, USA, Sydafrika og Sudan.

Senere på eftermiddagen tog vi alle sammen samlet ned til en stør sø for at bade. Det var utrolig lækkert og smukt. Vandet var en perfekt temperatur, klart og rent (i hvert fald sammenlignet med hvad man ellers har set :) ).

Efter vi havde været ude og bade, tog vi sammen ned og spiste på The Laughing Buddha, hvor jeg fik en veg. Thali. Det blev jeg altså lidt fan af i Hampi. 

Aftenen endte med at vi tog op i klipperne (nærmere store sten) og lavede bål. Vi fandt så ud af dagen efter, at de lokale havde set en leopard i området, så det var heldigt vi ikke mødte den :)

Dagen efter havde vi arrangeret en guidet tur på cykel rundt og se nogle forskellige templer i Hampi. Guiden kørte så på motorcykel :D Dovne Indere!

Vi så mange flotte templer og ruiner og det var en rigtig fin tur. Nogle gange er det også meget rart at få en guidet tur, så man får set de vigtigste ting og samtidig får lidt ekstra viden om det.

Den næste dag tog vi vores knallerter ud til Hanuman Templet (abe templet), som ligger ca. 500-600 trappetrin oppe. Det var en lidt hård gåtur derop, men der vil til gengæld en utrolig flot udsigt deroppe fra. Vi havde forventet at se en masse aber pga. navnet, men det havde vist ikke så meget med det at gøre. Vi mødte i hvert fald kun en 5 stykker :) Der var til gengæld et tempel på den anden side af floden, hvor der var virkelig mange aber, så vi fik da set lidt alligevel :)

Bagefter tog vi en tur ud til søen igen og fik en dukkert og lidt for meget sol. En af de andre backpackere fra Sydafrika kom og mødte os og inviterede os med hen og spise thali på et hyggeligt lille sted. 

Bagefter tog Camilla og jeg hjem, men besluttede os for at køre en tur mere for lige at brænde det sidste benzin af. Vi skulle nemlig afsted dagen efter.

 

Vi skulle så have toget fra Hospet tilbage til Bangalore, hvor vi havde en hel dag vi skulle få til at gå. Vi skulle nemlig med toget hjem kl. 22. 

Vi fandt heldigvis et kæmpe shopping center som vi fik set fra ende til anden. De havde også en biograf, så vi gik ind og så After Earth. 

Så gik turen ellers hjem igen. 

Det var virkelig en dejlig tur og jeg ved jeg ikke har skrevet så detaljeret og så meget, men egentlig var det også bare en dejlig afslappet tur, som vi virkelig nød i godt selskab. 

Nu er vi tilbage til hverdagen igen og jeg er kommet tilbage på Special School. Det er virkelig hårdt og jeg har været enormt ked af det fordi vores kommunikation med lærerne er rigtig dårlig pga. sprogbarrieren.

Det er virkelig begyndt at stige en til hovedet, at lærerne konstant slår eleverne med deres bambuspinde. De tvinger dem til at gøre ting de ikke vil/kan, og de har total mangel på forståelse for de enkelte individer. 

Jeg er begyndt at blive enormt påvirket at det forhold der er mellem os og lærerne. De skuler ofte til os, når vi laver noget med eleverne. De anerkender aldrig det vi laver, eller spørger interesseret ind til vores metoder og aktiviter. Desuden har jeg følt mig enormt mobbet dernede, fordi lærerne sammen står og griner os, når vi laver hjælper eleverne f.eks. under morgengymnastikken. Vi deltager i den for at være rollemodeller og for at skabe en større motivation hos eleverne. De kan rigtig godt lide når v hjælper dem og deltager, men lærerne kommer altid og blander sig, slår dem med pinden eller tvinger dem ud i øvelserne, som jeg allerede står og prøver at lære dem ved selv at deltage og hjælpe dem hen ad vejen.

Vi er begyndt at have vores egen frokost med, fordi maden på skolen stort set kun er en masse ris og noget sovs med en smule grøntsager i. Når vi sidder og spiser er det tydeligt at lærerne taler om os og vores mad. De griner og skule. De taler aldrig direkte til os og det er enormt ubehageligt for os. Når vi konfronterer dem med at vi godt ved, at de taler om os, så benægter de eller taler udenom. Somme tider lader de som om (tror jeg), at de ikke har forstået hvad vi har sagt.

Ja jeg er altså en smule frustreret for tiden, men i går vi vi ude og spise med Father Johnson, hvor vi fik fortalt en lille smule om det, så måske han tager en snak med dem. Det var desuden en super hyggelig middag og det var dejligt at være sammen med ham på en mere afslappet måde, hvor vi kunne tale om alle mulige andre ting end selve praktikken :) 

Til september kommer der nemlig 4 studerende fra college her i Indien til Frøbel, hvor vi har meldt os som tutorer. Det er Father Johnson der står for at sende dem afsted og han er også selv blevet inviteret til Danmark engang i nærmeste fremtid.

Jeg ser rigtig meget frem til at tage imod de studerende herfra. Jeg tror det bliver en sjov oplevelse og vi kender allerede to af dem lidt :)

Nå det var alt for denne gang. Nu tager vi lige en weekend i Kochi :)

Weekendtur i Kanyakumari

Lørdag d. 25. maj 2013

Blog om weekendtur i Kanyakumari

Sidste weekend gik turen til en ny stat. Daniel, Camilla og jeg tog toget til staten Tamil Nadu, for at besøge den sydligste by i Indien, Kanyakumari. I denne her by mødes nemlig det Indiske Ocean, den Bengalske Bugt og det Arabiske Hav. Derudover, er det også i denne by, at man har mulighed for at se solopgang og solnedgang i det samme hav, så det måtte vi jo opleve :)

Vi tog toget kl. 6.40 fredag morgen fra Changanacherry – en 6 timers lang, men flot togtur.

I Kanyakumari oplevede vi en helt ny side af Indien – nok den side man egentlig meget forbinder Indien med. Endelig kom vi til en by med en masse små boder med farverige krydderier, snacks og ragelse :) Der var ret mange indiske turister, for vi var åbenbart kommet midt i en 10 dages hindu festival, hvor også mange pilgrimme kommer dertil.

Vi gik os en lang tur i byen for at kigge lidt omkring og fandt ud til det viewing point, hvor man ser solnedgangen. Der var på det tidspunkt fuldstændig øde, så vi gik tilbage igen. Solen går ned ved 18-19 tiden, så vi tog en rickshaw tilbage om aftenen. Desværre var der lidt skyet, så vi så ikke solen gå helt ned. Desuden gik den ikke ned i vandet, for der er åbenbart også en sæson for solnedgang – nemlig oktober-marts :) Der skulle også være en enkelt dag kaldet Chitra Poornima, hvor man kan se både solnedgang og måneopgang(?) på samme tid.

Vi kommer efterhånden uden for sæson uanset hvad vi tager ud og ser :)

Om aftenen fortalte vores hotel os, at Guden ville komme igennem gaden om lidt. Det måtte vi selvfølgelig se, selvom vi overhovedet ikke forstod hvad det indebar. 

Butiks, restaurant – og hotelejere begyndte at hælde vand ud på gaden og så startede et optog med mænd i bare overkroppe, som slæbte på en (jeg tror meget tung) båre, hvorpå der sad en af hinduguderne fra templet fyldt med blomster. Foran båren gik mænd med store fakler og drenge der spillede på tromme. Båren stoppede op flere steder, hvor ejerene så kom ud med deres offergave, bestående af bananer, kokosnød og blomster, som skulle kastes på guden eller bare vises frem for den. Det var en ret smuk og interessant oplevelse. Da båren stoppede foran vores hotel blev vi hevet ind foran den, hvor en mand tog billeder af os. Jeg tror ikke de er vant til, at der er så mange hvide turister der deltager under denne årlige festival, så det var ret sjovt at være med til :)

Når båren går videre, stiller ejerne deres lille fad med bananer, kokosnød, blomster, lys og røgelse ind foran en gud de har stående i deres butik. 

Vi får sjældent lov at sove lidt længe i vores weekender og denne her var også en af dem. Vi skulle nemlig tidlig på for at se solopgangen, som starter kl. 6. Der var sindssygt mange mennesker nede ved promenaden, som var stået op for at se den og den var også rigtig flot, men hvis jeg skal være helt ærligt, så har jeg da set flottere :) Måske er det også en sæson ting, men det var da stadig sejt, at have set solopgang og solnedgang næsten samme sted. 

Vi købte os en kop kaffe og tog en masse billeder sammen med den store mængde af pilgrimme og turister. Mange stod og bad og det var tydeligt, at det er en hellig og smuk ting for mange, at opleve dette.

Eftersom at tre have mødes i Kanyakumari betragtes det som et meget helligt område, der hvor de mødes. Det bliver faktisk betragtet som værende ligeså helligt, som det at bade i Ganges. Det at bade i de tre have bliver tilsyneladende kaldt for Triveni Sangamam. Hindu pilgrimme fra hele Indien kommer til byen for at få et helligt dyp i havet, så vi var selvfølgelig også nødt til at gøre det samme. I den såkaldte bathing ghat, som hedder Athi Sethu, var der proppet med turister, som var ude for at bade i vandet. Man må i hvert fald sige, at alle var kommet for at gøre de helt samme ting, som vi også havde planlagt :)

Vi havde forhørt os lidt på hotellet om, hvad der var at opleve i nærheden af byen og vi bestemte os for at leje en taxa, som ville køre os rundt til de forskellige seværdigheder. Det var nok den værste køretur i mit liv. Jeg var så bange for at dø, at jeg rent faktisk begyndte at græde. Jeg glæder mig virkelig til at komme hjem til en anden og mere anstændig kørsel i Danmark – Man kommer virkelig til at sætte pris på det man kommer fra, når man er her i Indien. 

Nå, men vi overlevede da hele turen, for sidder her jo nu. 

Vi startede med at køre ud til Sthanumalaya Tempel 13 km fra Kanyakumari. Vi havde faktisk taget bukser med i tilfælde af at vi skulle dække benene, men dem der arbejde der var hurtige til at give os et klæde (sådan et som alle mændene går med – her i syden i hvert fald). Vi måtte desværre ikke have kamera med ind, men måtte heller ikke have det i tasken, så vi afleverede det. Uden at bede om det fik vi en guidet tur rundt i templet, som faktisk var ret interessant at se. Templet er kendt for deres 18ft høje statue af Hanuman, musiksøjler og flot arkitektur. 

Men da turen var færdig efter kort tid, bad guiden om donation. Vi havde inden turen fået at vide at indgange de forskellige steder ville være omkring 30-40 rupees, men da han bad om donation vidste vi ikke hvad der var passende. Vi tænkte vi ville give 100 rupees, men så bad han om 500 efter at have sagt at det var op til os. Det er en rigtig svær situation, når vi ender sådan her, for for os turister har vi ingen anelse om hvad der er passende og hvad der er snyd og for meget. Vi vil ikke støde nogen, så vi endte med at give de 500 rupees. Desværre endte tempel turen ud med, at garderoben også skulle have penge. Han startede med at sige 50 rupees og så så vi en anden der lagde 10. Pludselig begynder manden og råbe og skrige af mig, fordi vi synes det virker mærkeligt. Det var super ærgeligt, at en ellers fin turistattraktion bliver ødelagt, fordi det hele skal handle om penge. Vi føler tit at vi bliver snydt her i Indien, fordi vi er hvide. I vores egen by vil vi ikke finde os i det, men det er svært når vi er ude på tur, at begynde og diskutere med folk. 

Næste stop var Padmanabhapuram Palace. Jeg gider egentlig ikke skrive så meget facts om det sted, for det endte faktisk ud med at vi slet ikke så det. Da vi ankom var der mange mennesker og vi stod i kø lidt tid for at komme ind. Da vi nærmede os billetkontoret så vi så et skilt, hvor der stod af det kostede 25 rupees at komme ind, MEN at det kostede 200 rupees for udlændinge/turister. Vi synes det er enormt frækt, at tage flere penge i indgang for turister, specielt når det er så stor en forskel. Vi er jo dog ikke betegnet som turister her i Indien, fordi vi har et student visum, så vi besluttede os for at se om det ville ændre sagen. Daniel var den eneste der havde pas med og i kontoret bad de om bevis på, at vi ikke var turister, så Daniel måtte ud i bilen og hente det. Da han så havde vist det, var det åbenbart ikke nok for os alle. Han krævede tre pas, så vi gik vores vej. Vores humør begyndte virkelig at dale efter to dårlige oplevelser, som udelukkende bundede i, at vi var hvide. Det er generelt begyndt at være lidt hårdt, at være hvid her faktisk. Vi bliver lagt mærke til hele tiden, vi bliver snydt, vi bliver grint åbenlyst af osv. Jeg synes det er blevet ubehageligt og jeg føler det som en slags racediskrimination. 

Vores næste stop var Thirparappu Waterfalls, som ligger 60 km væk fra Kanyakumari. Det var det jeg glædede mig mest til. Jeg synes det er rigtig smukt at se vandfald og Camilla og jeg havde jo en god oplevelse med Dudhsagar Waterfalls i Goa. Vi havde set et billede i en lille turistbog vi fik i Kanyakumari, som også er den jeg skriver lidt ekstra facts fra :) Det så rigtig flot, stort og lækkert ud på billedet. 

Da vi kom frem til vandfaldet ved jeg virkelig ikke hvad gik igennem vores hoveder. Jeg tror ærligt talt vi var i chok over hvad vi så! Et lille ligegyldigt vandfald, hvor foden af det var opdelt i to (til mænd og kvinder). Her var der FYLDT med indere der stod og vaskede sig – JA vaskede sig med sæbe. De stod i en stor klump oveni hinanden med tøj på eller bare overkroppe og tog bad eller vaskede tøj. Jeg tror aldrig jeg har set noget lignende og jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvis de dog kunne se sig selv, som jeg ser dem nu. Det var bare så klamt! Ved siden af vandfaldet var der lavet et badebassin. Vandet var totalt beskidt og indiske turister væltede rundt i det med tøj på. Ej men altså det var bare det mest kiksede jeg nogensinde har set, og nok den mest kiksede situation jeg har set inderne i. Selvom vi var skuffede, så løftede det lidt vores humør. Denne her tur kunne bare snart ikke blive værre, så vi blev enige om, at vi nok bare måtte se tilbage på det her med et grin.

Vores sidste stop på turen var Mathur thotti palam (Hanging Bridge), som skulle være den højeste og længste i Asien. En højde på 35 meter og en længde på 378 meter. Vi havde bestemt os for ikke at sætte forventningerne alt for højt. Det var med garanti sikker en lille bitte bro, hvis det skulle stemme overens med de andre attraktioner. Vi var jo lidt spændte på det med at det var en hængebro og vi snakkede om hvor vidt vi turde gå ud på den, for hvor meget kan man regne med sikkerheden her i Indien. 

Da vi kom frem var det ganske rigtigt en meget lang og høj bro omringet af rigtig smuk natur, som man kunne se ud over. Men der var ikke meget hængebro over den. Broen var lavet af sten eller beton og den hang ikke ligefrem :) Denne gang kom det dog ikke bag på os og i det mindste turde vi da gå over den. Udsigten var rigtig smuk og fin, så det var nok denne attraktion der var den bedste, efter min mening. 

Om aftenen da vi var kommet hjem igen var Daniel blevet syg, så han blev på værelset mens Camilla og jeg gik rundt og købte lidt småting, drak kaffe og hørte musik. Der var sat en scene op i gaden hvor vores hotel lå, hvor der var festlig live musik i forbindelse med festivalen. Så Camilla og jeg satte os der og morede os over en masse indere der gav den gas med sang og dans til musikken. 

Senere skulle der være endnu et optog med en ny gud. Det er sådan, at guderne kommer ud af templet i de her ti dage, i stedet for at hinduerne skal komme ind til dem i templet. 

Da vi kom op på værelset kunne jeg godt mærke, at jeg havde det lidt underligt og jeg vågnede op om natten med roskildesyge. Det var virkelig surt og var desværre syg hele togturen hjem, hvor jeg bare lå og sov. Daniel og jeg tog en sygedag mandag til at komme helt ovenpå igen, så nu er vi da blevet friske. Det var så også den første sygedag vi har haft indtil videre, så det er egentlig meget godt klaret :)

Så får i lige lidt billeder af de sjove typer vi mødte på vores vej i Kanyakumari og ja vi endte jo i den lokale avis, så den fik lige et eksemplar hver af. Hvem havde troet vi skulle opleve så meget på den weekend :)

Nu er det snart blevet tid til vores sidste ferie her i Indien. Camilla, Daniel og jeg tager en uge til Bangalore og Hampi om en uge. Det bliver spændende og vi skal køre meget i tog, men heldigvis mest om natten, så vi kan bare sove. 

Regntiden er desuden startet så småt, så vores planlagte strandtur i dag er aflyst, men så fik jeg jo tid til at skrive blog i stedet ;) God weekend!

Mit indiske kulturchok

 I tordags tog jeg til Kovalam nær Trivandrum for at møde min mor og hendes kæreste, som har været hernede for at besøge mig. De havde taget en pakketur, hvor de kunne komme rundt og se lidt forskellige steder i Kerala. Den tur sluttede så i Kovalam med strandtur. 

Jeg havde virkelig set frem til at få besøg hjemmefra og jeg har nydt de 4 dage i fulde drag. Jeg har jo nu været her i 3 måneder og jeg kan godt mærke hjemveen presser på lidt for tit. Så det at se noget familie var virkelig en lettelse for mig, selvom det selvfølgelig var hårdt at skulle sige farvel én gang til. Nu kan jeg dog sige at halvdelen af tiden er gået, så det er derfor nemmere at se frem til hjemrejsen.

Jeg kunne forstå på min mor, at flere efterspørger at jeg fortæller noget mere om selve praktikken i stedet for min fritid. Det kan jeg selvfølgelig godt forstå. Jeg tror grunden til, at jeg ikke har skrevet så meget om praktikken, er fordi der er utrolig mange tanker i mit hovedet omkring det. Hver dag får vi sat vores tålmodighed på en prøve og vores grænser bliver konstant overskredet. Det har været lidt svært for mig, at overskue at fortælle om alle de indtryk, men jeg vil nu alligevel prøve at give jer et større indblik i hvad der egentlig sker her i Indien og hvad jeg personligt gennemgår på denne rejse, for JA jeg laver faktisk noget :)

Inden vi tog i udlandspraktik havde vi noget undervisning og forberedelse på skolen, hvor vi bl.a. arbejdede lidt med forståelse af kulturchok. En forklaring vi fik på begrebet kulturchok lød sådan:

Kulturchok er en almindelig psykologisk reaktion hos mennesker, som opholder sig i et fremmed kulturmiljø. Konfrontationen med fremmedartede kulturelle værdier, normer, regler, rutiner og vurderinger kan give anledning til en vis usikkerhed og forvirring, og symptomerne på kulturchok omfatter sædvanligvis ængstelse og nedsat tolerance over for repræsentanter for værtskulturen samt i alvorlige tilfælde depression og paranoide forestillinger. Kulturchok kan opleves af mennesker, som i perioder arbejder i udlandet, f.eks. som bistandsarbejdere og antropologer på feltarbejde, og af indvandrere og flygtninge.

Oplevelsen af kulturchok kan deles op i nogle forskellige faser og jeg vil fortælle jer lidt om de faser jeg har været igennem indtil videre, samt den jeg befinder mig i nu.

Fase 1: Bekymringsfasen

Denne faser handler om det, der sker inden man tager af sted, i den man kunne kalde planlægnings- og forberedelsesfasen. De fleste gør sig rigtig mange bekymringer lige fra, når jeg flyveren, har jeg for meget bagage, har jeg pakket det jeg skal bruge, bliver jeg godt modtaget, bliver jeg syg, hvad synes de andre om mig, kan jeg magte opgaven som jeg er sat til, kommer jeg til at savne min familie etc. Rigtig mange bekymringer, hvoraf mange bagefter – når man er af sted – viser sig at være fjollede eller uberettigede.

Jeg har personligt haft mange tanker inden jeg rejste. Jeg er en tryghedsnarkoman på mange måder, men vil heller ikke lade en chance gå forbi. Jeg var derfor sikker på at jeg ville af sted, men det var samtidig et utroligt stort valg at tage, når jeg skulle rejse i så lang tid og så langt væk fra alle og alt det man kender. Desuden var jeg utrolig nervøs for hvad jeg ville komme ned til, for jeg havde egentlig ingen anelse.

Fase 2: Turistfasen

I starten er det hele spændende, og man har masser af energi til at klare alle de opgaver, der skal klares. Man har efterladt alle de gamle problemer derhjemme, alt føles muligt og dejligt. Livet er stimulerende og givende, man oplever følelser som spænding, fascination, entusiasme og overskud.

Jeg startede personlig lidt hårdt ud lige da vi kom, men fik virkelig hurtigt blod på tanden.

Fase 3: Krise

Tredje fase kan indeholde følelser af ikke at slå til, vrede, ensomhed, usikkerhed og frustration. Drømmen om det liv man skulle etablere i det fremmede er begyndt at briste. Man må erkende at livet fortsætter som før. Dette kan medføre et stort savn af hjemlandet der kan sidestilles med følelsen af sorg. I nogle tilfælde kan savnet og sorgen blive projiceret til vrede mod de nye omgivelser. Vreden kan afløses af mere depressive følelser, man føler sig isoleret, forkert og irritabel. Man savner sine venner, fortryder man tog af sted mm.

Dette er den fase som jeg befinder mig i netop nu. Det er virkelig hårdt for mig og jeg ser konstant frem til at skulle hjem. Jeg savner Danmark og alt hvad der hører med, mere end noget andet. Den sidste måned er gået hurtigt, hvilket jeg for tiden siger ’heldigvis’ til. Mange ting er begyndt at gå mig på nerverne. Det gælder f.eks. bare en masse af de kulturforskelle der er på Indien og Danmark. Der skal ingenting til, før jeg bliver irriteret og brokker mig og jeg kan mærke, at jeg til tider er en tikkende bombe. Det er utroligt svært, at acceptere at man har det sådan og egentlig er det vel ikke noget man skal acceptere, men nærmere noget man burde gøre om på. Det er bare lettere sagt end gjort. 

Vi er jo startet på et andet praktiksted hvor vi har været siden starten af april. Der skal vi være indtil juni, hvor skolernes sommerferie er slut. Dette praktiksted er et street boys home, altså et børnehjem for gadedrenge, men også for drenge fra skilsmissefamilie, hvor moren ikke har kunne tage sig af børnene selv. Det er et utroligt dejligt sted at være og jeg nyder det virkelig – selvom støjniveauet kan give mig en del hovedpine indimellem :)  Aldersgruppen på børnehjemmet går fra 3 år til 16 lige i øjeblikket, og der er ca. 30 børn. Lige for tiden er der dog ikke ligeså mange, da dem med familie har været hjemme. 

På steder arbejder der til daglig 2-3 nonner, som til forskel fra vores andet praktiksted, er enormt søde, interesserede og positive omkring det vi laver med børnene. Det er virkelig rart for engang skyld, at mærke at der er nogen som rent faktisk er interesserede i vores tilstedeværelse.

At være på børnehjemmet minder egentlig lidt om at være i en institution derhjemme, for vi har fået lov til at stå for dagens program. Det der dog adskiller sig er, at de selvfølgelig på ingen måde har de faciliteter vi har derhjemme, så det kan godt være lidt svært for os, at finde på noget nyt hele tiden. Vi prøver dog at lave nogle lidt større projekter ca. en gang om ugen. Vi har indtil videre lavet snobrød og biograf med børnene. Det var så hyggeligt at se dem lave noget de aldrig havde prøvet og man må sige at de er en del mere lærenemme og positive end danske børn er. Det kunne de godt lære lidt af derhjemme. Der bliver virkelig sat pris på ethvert forslag vi kommer med og hvis vi ville spille Ludo en hel dag, så ville de næppe brokke sig.

Børnehjemmet har nogle velgørere, som hjælper med at betale ture, mad osv. De havde besluttet at give børnene et tur til Munnar (med smuk natur, bjerger og teplantager). Denne tur var vi selvfølgelig med på og vi tog søndag aften hen på børnehjemmet for at sove, for vi skulle op kl. 3 om natten, hvor vi blev hentet af en turistbus. Mange af børnene blev køresyge og det endte med at nærmest halvdelen af bussen kastede op adskillige gange. Så allerede her startede det mindre godt. 

Med på turen var der to nonner, to damer fra køkkenet, en dame vi ikke ved hvem er og tre mænd, som de kalder for deres hjælpere. Ikke en eneste gang oplevede vi nogle af disse voksne mennesker rejse sig for at tage sig af børnene, give dem vand eller papir, spørge til dem eller andet. Det var udelukkende Camilla, Daniel og jeg som måtte stå for at hjælpe alle de køresyge børn. Køreturen dertil varede indtil omkring middag. Der var nogle enkelte mindre stop på vejen. Da vi var i Munnar kiggede vi lidt på nogle bjerge, en ekko dal og en dæmning. Så skulle vi spise frokost og så skulle vi da ellers bare køre hele den lange tur hjem igen. Det var fuldstændig vanvittigt. En af de små drenge kastede op ud over sig selv lige da vi var ankommet til Munnar og han havde det virkelig skidt. Ingen af de voksne gjorde noget. De efterlod ham helt alene i bussen, hvor han ellers kunne sidde og tørre sit opkast af med det toiletpapir vi til alt held havde medbragt. Imens kunne de voksne ellers gå ned og kigger på boder og ride på heste. Ingen holdte øje med børnene, udover os og efter at Daniel fandt den lille dreng sidde helt alene ”på toilet” mellem biler og havde ramt sig selv, blev det bare alt for meget. Daniel spurgte nogle andre om han kunne få noget vand til at vaske ham, men det var der ingen der ville give, så han måtte tage ham ned til søen og vaske ham der. Vi valgte at sætte ham forrest i bussen (han var før bare blevet smidt alene ned på bagsædet efter, at han nærmest ikke kunne stå på sine egne ben) på nonnernes plads og insistere på, at han skulle side oppe foran. Daniel prøvede at forklare de andre voksne at det total uacceptabelt det der var foregået, men vi oplever desværre en kæmpe sprogbarriere på vores arbejdspladser her i Indien og det er derfor enormt svært og frustrerende for os alle sammen, fordi vi aldrig rigtig for sagt det vi gerne vil sige. Denne her tur var for os ikke særlig positiv og det var heller vores indtryk, at den var noget særligt for børnene. Den køretur var simpelthen ikke det værd. Tilfældet med den lille dreng, så vi som enorm omsorgssvigt, men vi må nok desværre stå med en afmagt, som mange gange før. 

Ja det var altså lige noget jeg skulle ud med. Vi oplever generelt mange ting som påvirker os, men dette var et af de tilfælde, der har sat enormt mange tanker i gang. Det er svært for os at sige om det bare er sådan det skal være, for de er også gode til at lære børnene at stå på egne ben, men vi føler at de glemmer, at det stadig kun er børn.

Nå men jeg er trods denne situation virkelig glad for at være der og jeg nyder virkelig at være det sted. Det gør det også nemmere for mig, at der stadig er en del tid tilbage her i Indien, når jeg kan være sammen med de skønne børn og gøre dem glade. 

Det blev lige alt for denne gang og jeg skal nok blive bedre til, at give mere info om praktikken :) 

Thai Coconut Chicken

Så får i lige endnu en opskrift. Her i Indien køber jeg nemlig mad blade. Den slags er alt for dyrt derhjemme, så her er jeg altså blevet fast læser af den indiske version af bladet Good Food (dog skrevet på engelsk), som bliver produceret af BBC. Det er et super godt blad og jeg glæder mig helt vildt til at bruge det endnu mere hjemme i Danmark, hvor jeg har bedre adgang til flere af tingene. Her hvor jeg bor er det nemlig ikke alle slags varer man kan få - desværre!

Opskrift 2 pers.

Ingredienser

2 spsk Thai curry paste (gul, rød eller grøn. Smag evt. til med mere til sidst)

4 dl kokosmælk

kogte eller stegte kyllingestykker

100 g grønne bønner

100 g cherrytomater

(Evt. julienne skåret gulerødder og løg)

Brænd thai curry paste og 1 dl kokosmælk af i en dyb pande indtil det dufter. Tilsæt resten af kokosmælken og lad det simre lidt. 

Tilføj kyllingestykker og bønner (gulerøder og løg) og lad det simre i 5 min. Tilføj cherrytomater og lad det simre i endnu 3 min. 

Smag til med salt og peber - evt. mere curry paste.

Server med basmati ris.

Indisk Prawn Stew

Opskrift 

Indgredienser
1 kg pil selv rejer 
1spsk vinegar
friskkværnet peber til at krydre
2 stjerneanis
1 spsk fennikel frø
5 cm kanelstang
12 nelliker 
3 kardemommekapsler (gerne sort kardemomme)
1 spsk peberkorn
2 spsk olivenolie
2 finthakkede løg
1 spsk finthakket hvidløg
1/4 spsk gurkemeje
1 spsk koriander pulver
2 snittede friske grønne chili (i originalopskriften er det 3-4, men det kan man smage sig frem til)
5 dl kokosmælk
2,5 dl kokosvand (brug evt. bare kokosmælk her)
salt
20 karryblade
evt. hakkede gulerødder

• Mariner rejerne i en skål med vinegar og friskkværnet peber.
• Rist stjerneanis, fenikkel frø, kanel, nelliker, kardemomme og peberkorn på en pande indtil det afgiver duft. Blend herefter den ristede masala mix eller kværn det med en morder.
• Varm en spsk olivenolie i en dyb pande. Sauter løg og hvidløg indtil det er skinnende. Tilføj de grønne chilier, sammen med gurkemeje og koriander, og sauter det nogle få minutter mere.
• Tilføj kokosmælk og kokosvand. Lad det koge op og tilføj 3/4 af den ristede masala mix. Skru ned for varmen og krydrer det med salt. Lad det simre i 10 minutter.
• Varm imens resten af olivenolien i en pande og sauter de marinerede rejer. Tilføj karryblade.
• Når karrybladende ser klar ud, tilføjes det til stuvningen. Drys evt. lidt af det resterende masala mix over. 
• Server med basmati ris, chapatti el. andet brød.

To uger i Goa

Goa 22. marts - 8. april

Så kom tiden endelig hvor Camilla og jeg skulle to uger på ferie til Goa. Det havde vi længe set frem til, så det var skønt at skulle afsted. Jeg var ret spændt på den 14 timer lange togtur. Man hører jo så mange ting hele tiden, med at man skal passe på osv. Det gør vi selvfølgelig også, men jeg kan da godt mærke at det påvirker mig indimellem, hvor jeg føler at det nærmest gør mig alt for nervøs for at rejse rundt. 

Men togturen gik super godt og vi sad sammen med nogle unge indiske drenge som også skulle til Goa. Vi har jo været afsted imens der har været påske (Holy Week og det de kalder Holi). Vi var ikke lige forberedt på hvad det indebar, men det kommer der mere om senere.

De 14 timer var egentlig ikke så slemme som forventet. Det var bare meget varmt om dagen og også en smule kedeligt, men når det blev aften og omkring 10 kunne vi ligge os op i vores øverste køjer og sove indtil vi var fremme. 

Da vi ankom til Margao togstation i Goa tog vi en rickshaw ud til vores, på forhånd bestilte, værelse på La Ben Beach Resort, hvor vi tjekkede ind og fik sovet igennem. 

Vi havde på forhånd planlagt nogle ting hjemmefra – både hvor vi ville rejse hen i Goa og hvilke ting vi ville se/opleve. I Margao havde jeg læst om en kirke kaldet Holy Spirit Church, som skulle være en turistattraktion, så vi tog en rickshaw dertil. Jeg havde forventet noget meget flot og en masse turister. Her var ikke en eneste turist og kirken kunne jeg ikke forstå hvorfor man skulle se. Jeg ved ikke om det har været den rigtige kirke, men skuffet blev jeg da. Vi blev enige om at Margao nok var (som vi havde hørt) en by, hvor der ikke var meget at komme efter, så vi besluttede at gå tilbage til stranden, hvor vi også spiste om aftenen.

Det var kun vores plan, at være en enkelt dag i Margao, så næste dag drog vi med bus videre til Panjim – ”hovedstaden” i Goa.

I Panjim havde jeg haft skrevet en masse forskellige ting ned, som vi kunne se. Dette var bl.a. Latinerkvarteret og Gamle Goa. Men da vi ankom til Panjim var alt lukket fordi det var søndag, så det var virkelig svært for os at se hvor i Panjim der skete noget og hvor vi ville bo. Vi besluttede derfor at tage til byen Calangute, hvor vi ville se om det var muligt at bo helt ned til vandet. 

Da vi ankom i Calangute var jeg i chok. Byen var FYLDT med fulde unge inder drenge og det var det rene Sunny Beach. Camilla og jeg blev virkelig skuffede. Vi gik ned for at kigge ved stranden og vandet var (ja undskyld) sort af unge og voksne indere, som råbte og skreg – Vi fandt senere ud af at mange af drengene aldrig i sit liv har set havet og dette derfor er en af grundene til, at de går helt amok. Desuden kan stort set ingen indere svømme, så livredderne fløjter konstant, når de er gået for langt ud.

Vi valgte alligevel at blive og give det en chance. Vi fandt et homestay hvor vi fik ham ned på 700 rupees pr. nat. Det kunne desværre ikke gøres billigere i den by, men det var nok pga. Holy Week.

Homestayet var rigtig fint og det var en virkelig sød og hjælpsom familie, der ejede det. Desværre vågnede vi op med bid fra sengelopper over hele kroppen. Det var vildt belastende og vi var enige om, at hvis vi ikke kunne gøre noget ved det, måtte vi flytte. Vi spurgte på apoteket og fik her en spraydåse, som var vores redning resten af tiden i Calangute.

Den første dag i Calangute mødte vi et dansk ældre ægtepar, som forvekslede os med to andre danske piger. De bød på en øl, hvor vi længe sad og snakkede. De var nogle virkelig sjove og friske mennesker, som havde været en del gange i Goa og nu havde en fast ferielejlighed i Calangute. Derudover var de virkelig berejste og vi hørte en masse fantastiske historier fra deres tidligere rejser. 

De gav os nogle gode forslag til spisesteder (bl.a. en lækker tibetansk restaurant - Tibethan Kitchen, hvor vi fik den bedste salat) og nogle gode råd til vores planlagte ture. Det var virkelig dejligt, at møde nogle danskere, for dem er der ikke mange af i Indien i øjeblikket. En anden sag er, at de turister der ellers er i Goa, primært er russere. Der er russere overalt og vi blev kontant forvekslet med dem, hvilket fornærmede os en del, for kønne og velopdragne er de altså ikke. Goa må jo så være russernes svar på charterrejse.

I vores tid i Goa har vi brugt en del tid på stranden og man skulle da lige vænne sig til, at det var okay, at man ikke lavede andet – det er jo trods alt den slags man kommer til Goa for. Der er altså ikke meget andet at lave. 

Vi havde dog planlagt hjemmefra at vi skulle på tur til Dudhsagar Waterfalls (Sea of Milk) og en Spice Farm. Vores homestay ejer hjalp os med at arrangere taxamand for hele dagen, som vi skulle betale 1800 rupees for. Desværre var Camilla blevet forkølet og havde fået ondt i halsen efter togturen. Hun var dog nu blevet rask, men havde smittet mig, så vi måtte udsætte turen et par dage, hvor vi i stedet lå på stranden, shoppede og så film på værelset med Dominos pizza. Det var nu alligevel meget hyggeligt.

I disse dage faldt selveste Holi, som er en dag hinduerne fejrer. Så vidt jeg ved skulle det være en slags fejring af springtime med alle farverne, men det må i altså ikke hænge mig op på. 

Holi indebærer i hvert fald en dag, hvor hele Indien er i farvekrig. Det vil sige at der bliver kastet med alle mulige farver pulver og vand. Holi varer faktisk en uge, men vi fik at vide at det kun var den ene dag, hvor det var i hele Indien. 

Det var svært at undgå farverne og man må sige, at vi ikke gik glip af noget. Det var virkelig sjovt, men det tøj man havde på bliver aldrig sig selv igen. Det var vi heldigvis lidt forberedt på. 

Efter vi havde gået rundt i Calangute og shoppet og været dækket til af farve, tog vi et bad inden vi skulle til Flea Market i Anjuna. Flea Market er et kæmpe marked fyldt med alle de ting, som de sælger alle vejne i Indien, så meget af det havde vi jo allerede set. Vi fandt en bar, som hed Seabreeze, hvor der var et indisk rock band, der spillede en masse gammelt rock som bl.a. ACDC. Det var super fedt og der var virkelig gang i den. 

Vi mødte her nogle turister fra New Zealand, som ikke lod os gå fri fra farve, så da vi kom hjem om aftenen, måtte vi tage os endnu et bad. Mit hår var lyserødt i en uge :)

Vi blev denne aften enige om, at Anjuna måtte være vores næste destination.

Efter endnu en dag med sygdom, kom vores tur endelig til Dudhsagar Waterfalls og Spice Farm. Det var virkelig en fed tur. Vi blev hentet af taxaen kl. 8, hvor vi kørte i to timer, for at komme ud til vandfaldet. Her købte vi bananer og nødder til de aber, som der er inde ved vandfaldet. Vi lejede derefter en jeep sammen med fire unge indere, og blev her kørt gennem vand og støv ind til vandfaldet. Det var en værre skrotbunke og ikke lige frem en bil der lød til at klare sig særlig godt. Men sjovt var det. 

Da vi blev sat af, skulle vi gå en lille tur for at komme ind til vandfaldet. På denne tur mødte vi aberne. Desværre havde vi på starten af jeep turen fået besked på at det var forbudt at fodre aberne, hvilket undrede os meget, eftersom at alle solgte bananer til det. Da vi mødte aberne var russerne selvfølgelig fuldstændig ligeglade, men vi besluttede os altså for at lade være med at fodre dem. 

Vandfaldet var virkelig lækkert at bade i. Det var dejlig køligt og vandet var dybt nok til at man kunne svømme rundt.

Da vi kom tilbage til vores taxamand gik turen til Spice Farm. Her fik vi noget virkelig lækker mad, inden vi skulle på en rundvisningen. På Spice Farm blev vi vist hvordan en masse forskellige ting gror, som bl.a. vanilje, peber, cashewnødder osv. Vi tillod os også lige at købe nogle ”biri”, som er hjemmerullede cigaretter af bananblade. Det kostede 20 rupees, så det overlevede vi da lige :)

Da rundvisningen var færdig, havde vi betalt for en badetur med elefanten. Dette indebar, at vi skulle sidde på elefanten, imens den sprøjtede vand på os. Det er total turistagtigt, men det var nu ret fedt alligevel. Desuden kunne elefanten jo lige få vores bananer bagefter, så det var ikke helt spild alligevel :)

Vi havde som sagt besluttet at flytte videre til Anjuna, hvilket vi var blevet anbefalet fra flere forskellige. Der skulle være mindre crowded med indere og mere af den stemning som det Goa vi havde forventet. 

Vores forventninger til Goa var jo faktisk hvide strande og et smukt blåt hav, men det var det bestemt ikke. Der var ikke noget særlig smukt ved Goa, men vi blev fortalt, at det var fordi vi var der op til regntiden. Den bedste tid i Goa skulle være oktober, november og december. Vi har dog også fået fortalt at der er flot i selve regntiden, fordi alt springer ud, men til gengæld sker der ingenting, fordi turisterne er taget hjem. 

Vi havde til gengæld ”forventet”, altså ud fra fortællinger, en masse hash og stoffer i Goa, og man må da sige at det passede. Jeg vil nu ikke sige, at det var slemt på nogen måde, men vi blev da tilbudt hash en del gange og synes da også, at bemærke en del der nok var påvirket af andre sager. Men altså, hvis man vil have det, så kan man da få det. 

Nå, da vi ankom lørdag til Anjuna, ville vi her gerne bo ned til stranden og vi fandt en restaurant med guest house der hed Sunset. Deres restaurant lå på stranden ved siden af nogle andre restauranter, som også havde guest houses. 

Vi fik et fint lille værelse øverst oppe i et ”lille tårn”. Dette var dog kun et værelse med en seng, så vi skulle bruge fællesbadet og toilettet, men det var ikke noget problem. Vi betalte her kun 300 rupees pr. nat og endte med at blive her resten af vores tid i Goa.

Efter indlogering tog vi, som alle andre dage, ned på stranden og solede og badede. Vi har badet enormt meget og vi har virkelig nydt det. Her er vandet jo skønt og på ingen måde koldt, så Camilla og jeg, som begge er vandhunde, kan sagtens ligge i vandet i en time ad gangen.

Hen på eftermiddagen mødte vi nogle unge indiske drenge fra Pune (i nærheden af Mumbai). Vi faldt faktisk i snak med dem, fordi de så meget anderledes ud end alle andre indiske turister. De her drenge havde nemlig piercinger, tatoveringer og ”smarte” frisurer, der mindede mig utrolig meget om unge franskmænds frisurer, som var meget fremme dengang jeg var på studietur i Frankrig. Det var derfor lidt interessant for os, at snakke med dem og det viste sig at de var rigtig flinke, dygtige til engelsk og meget afslappede. Vi har generelt været mega træt af indiske drenge, fordi de er enormt umodne. Det handler jo selvfølgelig om en anden kultur, men man kan til tider godt få nok af deres opførsel og mangel på manerer.

Vi hyggede os faktisk så meget med dem, at vi endte med, at hænge ud med dem hele den næste dag også. Det har været rigtig fedt, at lære nogle indere på vores egen alder at kende, for i vores egen by er de meget præget af deres religion og den typiske indiske kultur, så det er ikke mange venskaber vi danner der. Det er nok kun med børnene :) De har også inviteret os til Pune, hvis vi vælger, at drage op mod Mumbai. Vi oplever også, at det er godt, at have nogle gode kontakter her i Indien, så vi er kun glade for det tilbud. Vi ved dog endnu ikke om vi vil benytte os af det, både fordi vi ikke har planlagt vores sidste to ugers ferie endnu, men også lidt fordi den ene af drengene er blevet lidt forelsket i Camilla og det synes vi er lidt synd at forstærke :)

Om aftenen tog vi til Ingo’s Night Bazar, som vi havde glædet os meget til. Det var et kæmpe marked, med live musik, masser af forskellige madboder som soglte sushi, italiensk, indisk, mexicansk osv. Det var skønt at have sådan et kæmpe udvalg. I Anjuna ligger der også et German Bakery, som også havde sat en bod op, så der købte Camilla og jeg deres groveste brød med hjem og spiste det i Sunset restauranten næste morgen. Det var dejligt med noget andet end hvidt brød :) 

Night Bazaren bød selvfølgelig på en MASSE boder med alle mulige ting, tøj, sko, smykker osv. Men til forskel fra hvad vi før havde oplevet, var der her folk fra alle mulige lande der havde det fedeste designertøj til salg. Så Camilla og jeg fandt en masse ting vi gerne ville have. Vi var ikke lige forberedt på det rent pengemæssigt, men heldigvis havde vi endnu en lørdag foran os, hvor vi kunne købe de ting vi havde fundet. Camilla havde også fødselsdag den næste lørdag og vi syntes begge, at det var et godt sted at fejre det.

Hele søndagen hang vi som sagt ud med drengene fra Pune, hvilket endte ud i lidt fest om aftenen, så om mandagen var Camilla og jeg ramt af tømmermænd og træthed. Men så er det jo lige til at overskue, at man bare skal ned af trappen og ligge sig i en solseng :) 

Om aftenen syntes vi, at vi trængte til noget rigtig hygge og afslapning, og vi havde tidligere set, at de skulle vise film på en restaurant i nærheden, så vi valgte at tage derhen. 

Her blev der sat Ice Age 4 på og vi bestilte en spaghetti bolognese, som er DEN VÆRSTE jeg i mit liv har fået!! Det var simpelthen så klamt! Kødstykkerne (som det jo ikke burde have været) var uspiselige og sovsen smagte bare klamt. Det var så skuffende, når man sad der og rigtig ville forkæle sig selv med noget mad man kender. Men det var dog hyggeligt nok, så vi valgte da at blive til en film mere, som vi fik lov til at vælge. Det blev så endnu en børnefilm, nemlig Madagaskar 3. 

Vi har jo generelt mange filmaftener her i Indien, for der er ikke så meget at lave om aftenen, så det er vores måde, at slappe af og hygge på. Heldigvis har Daniel utrolig mange film med på sin computer, så vi har masser af usete film endnu :)

Hver onsdag er der Flea Market i Anjuna og nu boede vi jo tæt på, så vi valgte at tage derhen igen. Camilla skulle også købe en kappe/trøje af en super bøsset finne, der sammen med sin mand fra sydafrika boede i Goa. De var virkelig grineren, så dem besøgte vi ved alle markederne. 

Desværre skete der det uheldige inden, at Camilla overså et hul fra en tidligere bod, som hun trådte ned i og faldt og forstuvede sin fod. Smerten blev ret slem, så vi bestemte os for at ringe til hendes forsikring inden vi ville tage på hospitalet og få tjekket foden. Hun fik den røntgenfotograferet og den var heldigvis kun forstuvet, men Camilla kunne til gengæld ikke få nogen krykker, så da vi kom tilbage måtte vi finde to pinde hun kunne bruge som krykker. Det var ret komisk, men samtidig rigtig surt for Camilla, fordi det gjorde forfærdeligt ondt. Smerten fortog sig heldigvis hurtigt med tre forskellige slags medicin og en creme, så vi ikke var hæmmet af det resten af turen.

Fredag tog vi med nogle fra en nærliggende restaurant med til en anden strand – Ashvem Beach. Her var mere stille og også pænere. Det var meget rart, at se noget andet, men Camilla og jeg kan også godt lide, at der sker lidt, så vi var stadig tilfredse med Anjuna Beach.  

Om aftenen tog vi med dem til Baga og spiste på en restaurant med rigtig beduin stil, flotte farver og optræden. Det var bare så turist taber agtigt med den optræden, for de talte russisk og mavedanserne var russere. Det var så kikset. De lavede også nogle konkurrencer for russerne imod inderne. Det mindede mig virkelig om en dårlig charterrejse, men maden var lækker. Her fik vi nemlig prøvet Goan Food, som jeg først den aften fattede var mad fra Goa. Jeg har troet at Goan var noget helt andet – dumt :) 

Da vi kom tilbage til Anjuna fejrede Camilla og jeg starten på hendes fødselsdag kl. 00.00 med vandpibe og drinks, som vi fik gratis fordi dem vi havde spist med arbejdede der. Vi tog den dog med ro, for vi ville jo gerne have noget ud af den rigtige fødselsdag.

Vi startede Camillas fødselsdag med morgenmad på vores yndlings cafe/restaurant Elephant Art Café. Derefter tog vi ned på stranden indtil vi skulle gøre os klar til Night Bazaren. 

Vi havde et par dage tidligere mødt to danske piger, som flyttede ind på samme guest house som os. Vi havde aftalt at følges med dem til Night Bazaren. Vi fik rigtig shoppet en masse lækre ting til os selv, men også gaver ;) Vi mødte også nogle af dem fra New Zealand igen, men valgte dog at droppe alkoholen, da vi jo skulle rejse næste dag. Det var en skøn aften og jeg tror Camilla nød det. Jeg forærede hende et armbånd fra en af boderne :)

Den sidste dag (søndag) checkede vi ud fra guest house og brugte lidt tid på stranden. Vi havde lidt timer foran os i bus for at komme til Margao togstation, så vi tog afsted i god tid. Denne her gang skulle vi rejse hele natten og det var vi selvfølgelig lidt spændte på. Vi delte sove afsnit med 5 drenge fra Trissur, som er nabodistrikt til vores. De var rigtig flinke og turen gik super godt. Det var meget nemmere, når man kunne sove det meste af turen væk, så det vælger jeg gerne at gøre igen. 

Det har virkelig været en dejlig og lang tur, og Camilla og jeg har hygget os rigtig meget. Jeg glæder mig til at bruge mine nye ting hjemme i Danmark – især min nye sommerkjole, som jeg faktisk købte af en dansk designer på Night Bazaren. Den er lavet af en gammel saree og er super fin. Den første gang vi så boden var det faktisk en dansk skuespiller der stod i boden (Sarah, som bl.a. har spillet hovedrollen i julekalenderen Absalons Julehemmelighed). Det var lidt sjovt :)

Det er nu dejligt, at være tilbage igen i huset og nu bor vi kun tre, så det er lidt mere overskueligt at være her. Vi er også startet på Street Boys Home (børnehjem for gadedrenge) nu og det er så skønt. Vi nyder det rigtig meget, og det er næsten som at være på et fritidshjem derhjemme. Sidste fredag lavede vi bål og snobrød med dem og på fredag vil vi lave biograf med popcorn, så det glæder vi os også til :)